Københavns Vestegns Politi er stadig uden nye afgørende oplysninger i sagen om den 19-årige Jonathan Taboryski, der blev dræbt klokken lidt over otte fredag 11. januar 2013 ved Høje Gladsaxe Centeret.
Den unge mand blev dræbt, da han stod sammen med nogle andre unge ved indgangen til butikscenteret. En hvid Ford Ka standsede uden foran centeret og en mørkklædt mand steg ud og skød af uvisse årsager mod gruppen.
- Vi har fået cirka 20 henvendelser, der går på mange forskellige ting. Jeg vil ikke komme nærmere ind på det. Vi er stadig i gang med at lægge et puslespil og undersøger selvfølgelig de henvendelser, vi får, og så tager vi den derfra, siger politikommissær hos Københavns Vestegns Politi Ole Nielsen.
Politiet frigiver video efter drab på 19-årigTorsdag i denne uge offentliggjorde Københavns Vestegns Politi en video fra en tankstation Herlev på Hovedgade 234-328 kaldet 'Stålen', hvor den mistænkte - en ung mand af anden etnisk herkomst end dansk - har købt en benzindunk mangen til den, der er blevet fundet i den hvide Ford Ka, som gerningsmændene flygtede i. Det er denne mand, som politiet nu efterlyser.
Politikommissæren vil ikke komme ind på, om politiet har identificeret den mistænkte person på overvågningsbillederne.
- Jeg vil ikke komme nærmere ind på henvendelserne i forhold til den videre efterforskning af sagen, men henvendelserne spænder meget vidt, siger Ole Nielsen.
Den hvide Ford Ka blev stjålet lige før drabet – dvs. fredag den 11. januar 2013 mellem kl. 17.45 og kl. 20 – på en p-plads ved Skovengen 257-260 i Kokkedal.
- Vi ved kun, at han købte dunk og benzin, men vi hører gerne, hvis nogen skulle have set ham i Kokkedal, hvor bilen er stjålet, ved skudepisoden i Høje Gladsaxe eller på Nøkkerosevej, hvor bilen blev antændt, siger Ole Nielsen.
Politiet er fortsat interesseret i alle oplysninger om manden på overvågningsbillederne, og Københavns Vestegns Politi kan kontaktes døgnet rundt på tlf. 4386 1448.