Politiet er torsdag aften massivt til stede i Gassum lidt nord for Randers, hvor de har afspærret Ruhøjvej og arbejder i skovområdet Blichers Plantage.
Det bekræfter vagtchef hos Østjyllands Politi Mikkel Møldrup over for Ekstra Bladet.
På Twitter skriver politikredsen torsdag aften, at politiaktionen sker i forbindelse med den verserende efterforskning af det formodede drab på 40-årige Frank Nørgaard, hvis lig fortsat ikke er fundet. Hvad politiet helt præcist foretager sig i området, ønsker de ikke at komme nærmere ind på.
Nærmere følger i morgen
- Jeg kan bekræfte, at vi er rimelig mange derude, siger vagtchef Mikkel Møldrup til Ekstra Bladet.
Den afspærrede vej, Ruhøjvej, går igennem det større skovområde Blichers Plantage, og Østjyllands Politi bekræfter over for TV 2 Østjylland, at det er dette område, der er centrum for politiaktionen.
På Twitter skriver Østjyllands Politi, at de af hensyn til den igangværende efterforskning ikke kan oplyse mere for nuværende, men at nærmere vil følge i morgen, fredag.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Teknikere i DNA-dragter
Ekstra Bladets mand på stedet fortæller, at både betjente, teknikere iført DNA-dragter og Beredskabsstyrelsen er på stedet. Borgere i området fortæller, at der tidligere på dagen har været sendt droner op, ligesom hundepatruljer har været på stedet.
40-årige Frank Nørgaard blev efterlyst af politiet lørdag, hvor det blev oplyst, at han senest havde haft kontakt til andre om torsdagen. I forbindelse med eftersøgningen blev Frank Nørgaards bil fundet udbrændt på Gl. Fjellerupvej ved Vivild, hvilket styrkede politiets mistanke om, at der skulle være sket en forbrydelse.
Tirsdag blev en 39-årig kvinde, en 23-årig kvinde, en 25-årig mand og en 39-årig mand anholdt på en adresse i Nimtofte på Djursland, og alle med undtagelse af den 23-årige blev efterfølgende varetægtsfængslet efter grundlovsforhøret. Alle fire nægter sig skyldige.
De seneste dage har Østjyllands Politi været i gang med utallige undersøgelser, og flere adresser er blevet undersøgt.
Ekstra Bladet følger sagen ...