Politibil påkørt i harmonikasammenstød

En personbil påkørte kvart i seks en patrujlebil ved Køge. Efterfølgende påkørte en tredje de to køretøjer

To politibetjente fik sig lidt af en start på morgenen, da de kom kørende ved Sydmotorvejen ved Lellinge-tilkørslen tæt på Køge i nordgående retning kvart i seks.

- Det var en patruljevogn, der var på vej op til en opgave længere op af kysten. Der hvor Sydmotorvejen fletter sammen med Vestmotorvejen, der kommer, der et køretøj bagfra og banker op i vores patruljebil, siger vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi, Lars Mogensen, og fortsætter:

- Ikke nok med det. Det køretøj, der påkører vores vogn bliver også påkørt af et køretøj bagfra. Så der er sådan et harmonikasammenstød mellem tre biler. Jeg ved ikke, hvorfor det er sket, men umiddelbart kunne det godt være på grund af for høj hastighed.

Der kom efterfølgende en ambulance til stedet, men der er ikke nogen, der er kommet alvorligt til skade.

- En af vores betjente begyndte at beklage sig over nogle nakkesmerter. Så vedkommende er røget en tur på sygehuset og bliver tjekket for en sikkerheds skyld, fortæller vagtchefen, der oplyser, at der ikke er nogle i de andre køretøjer, der er kommet til skade.