Politiet sætter nu alt ind på at finde frem til den 20-årige Mohamad Tarak Younes, der efterlyses i forbindelse med en alvorlig færdselsulykke fredag aften omkring klokken 18.14 i krydset Silkeborgvej/ Åby Ringvej i Århus-bydelen Åbyhøj.
- Der er tale om en meget voldsom kørsel i et temmelig trafikeret vejkryds, og vi arbejder på højtryk med at finde frem til den efterlyste person. Vi gør, hvad vi kan, det kan jeg garantere, siger Gert Bisgaard, politiinspektør i Østjyllands Politi.
Han vil ikke oplyse, om eftersøgningen er bredt funderet eller knytter sig til et lokalt, afgrænset område. Men helikoptere har især overfløjet kvarterer i det vestlige Aarhus.
I forbindelse med påkørslen pådrog en 31-årig politiassistent sig alvorlige skader. Han var til fods og var ude på vejbanen og i færd med at stille 'stop sticks' op i sammenhæng med en målrettet eftersættelse af den unge bilists køretøj, da han blev ramt på kroppen.
Betjenten er indlagt og hans tilstand er ifølge Gert Bisgaard fortsat 'kritisk'.
Bilist som sunket i jorden
Mohamad Tarak Younes var allerede på flugt fra politiet, da den voldsomme påkørsel med høj hastighed skete.
Manden, der nu er efterlyst af politiet for at køre en betjent ned, har tidligere fortalt foran et rullende kamera, at han er kendt som vanvidsbilist.
Politiet fortsætter eftersøgningen og vil gerne høre fra borgere, der måtte have viden om, hvor Mohamad Tarak Younes befinder sig. Den unge mand beskrives af politiet som 20 år, 185 centimeter høj, muskuløs og mørk i huden med sort, mellemlangt hår og skæg.
Ligger man inde med oplysninger i sagen, kan man kontakte Østjyllands Politi på telefon 114.
- Vi er meget taknemmelige for de henvendelser vi allerede har fået. Vi har blandt andet været i kontakt med flere vidner, der var til stede i vejkrydset, da påkørslen skete, siger Gert Bisgaard, som fortæller, at ingen andre personer kom til skade.
Politiinspektøren har ellers ikke yderligere oplysninger om sagen.