Ved du noget så tip os på sms 1224 (almi. takst) eller skriv mail til 1224@eb.dk
En ellers rolig søndag aften fik en ganske brutal afslutning for et ældre ægtepar i Rødovre.
Omkring kl. 23.30 splintredes ruden ind til ægteparrets stue af skud, og her blev den 61-årige mand ramt af tre gange.
- Vi mener, manden må være tilfældigt offer. At gerningsmanden- eller gerningsmændene - må have taget fejl af adresserne, siger Hans Tonnesen, efterforskningsleder, Vestegnens Politi, til Ekstra Bladet.
- Der er tale om helt almindelige mennesker, der sad foran fjernsynet, da der blev skudt. Vi har intet, der indikerer, at de skulle være indblandet i noget som helst siger Tonnesen.
- Vi tager sagen meget alvorligt, og vi hører gerne fra vidner eller andre, der eventuelt måtte kende til sagen, siger han.
I alt seks skud blev affyret, og her blev manden, der sad og småsov foran fjernsynet, ramt af tre skud - blandt andet i den ene arm og i benet.
Han blev kørt til sygehuset og her opereret. I morges kunne politiet melde ud, at han er uden for livsfare.
Politiet hører gerne fra vidner, eller folk der eventuelt måtte kende til sagen.