Politiet advarer: Flyt din bil - eller den bliver smadret

Borgere i København skal forberede sig på Distortion - og det kan de blandt andet gøre ved at flytte deres bil, lyder det fra politiet

Se, hvordan en bil for eksempel blev behandlet sidste år

Fra på onsdag, 31. maj, bliver Københavns gader forvandlet til en cocktail af høj musik, alkohol, urin og festglade mennesker.

Her lyder startskuddet til årets udgave af gadefesten Distortion nemlig, og det byder vanen tro på tæt befærdede gader, når bydelene bliver indtaget af hundredetusindvis af mennesker.

For mange af de unge mennesker, der valfarter til festen, er det årets helt store begivenhed, men for beboerne i området er det en lidt mere blandet fornøjelse at blive mødt med høj musik og tissende mennesker på række foran hoveddøren.

Og er man glad for sin bil, bør man nok også få den af vejen, inden gadefesten kommer forbi.

Så konkret lyder advarslen fra Københavns Politi på Twitter.

- Vi anbefaler at du flytter din bil ud af området og undgår en ødelagt bil, lyder det fra politiet.

Når Distortion starter, er det i første omgang på Nørrebro på onsdag.

I den forbindelse er der lavet en zone, hvor det fra 31. maj klokken 07 til torsdag 1. juni er forbudt at køre ind med bil, ligesom der er zoner, hvor det er ulovligt at parkere fra henholdsvs 31. maj klokken 07 til 1. juni klokken 06 og fra 30. maj klokken 23 til 1. juni klokken 06.

Den grå linje omkranser den bydel, hvor der er indkørselsforbud, men de blå og lilla viser parkeringsforbud. Foto: Distortion
Den grå linje omkranser den bydel, hvor der er indkørselsforbud, men de blå og lilla viser parkeringsforbud. Foto: Distortion

Torsdag rammer festen Vesterbro, hvor der er lavet et tilsvarende kort med parkeringsforbud, som altså blot gælder det efterfølgende døgn.

Den grå linje omkranser den bydel, hvor der er indkørselsforbud, men de blå og lilla viser parkeringsforbud. Foto: Distortion
Den grå linje omkranser den bydel, hvor der er indkørselsforbud, men de blå og lilla viser parkeringsforbud. Foto: Distortion

På grund af den øgede terrorsikring i år, bliver der opsat betonklodser ved alle adgangsveje til festivalområdet.

Man opfordres derfor til at flytte sin bil i god tid, da det ellers vil blive meget svært at komme ud af området, når afspærringerne er oppe.

Fest i fem dage
Foruden de to gadefester er der en scene på Rådhuspladsen både onsdag og torsdag.

Herefter flytter festen til Refshaleøen fredag og lørdag, hvor man skal være i besiddelse af en billet for at få adgang, inden det står på en mere afslappet stemning søndag, hvor der er Søndagschill i H. C. Ørstedsparken.

Du kan læse mere om de specifikke planer for ugen her.