Seks gange på to uger har Københavns Vestegns Politi modtaget anmeldelser om, at en mand har antastet børn i 8 til 12 års alderen og prøvet at lokke dem med sig. Alle seks skete er det sket i området omkring Gladsaxe og Bagsværd.
Sidste mistænkelige episode skete i går 1. december, hvor en 12-årig dreng blev tilbudt slik af en mand ved Bagsværd Skole.
Det får nu Københavns Vestegns Politi til at efterlyse manden.
- Han har tilbudt dem slik, sodavand eller en tur i Tivoli for at lokke dem med. Alle børn har afvist ham – og det skal de roses for, siger politikommissær Johnny Bonde.
Er ikke voldelig
Han tilføjer, at manden ikke har optrådt voldeligt eller været aggressiv overfor børnene, og ingen har lidt fysisk overlast.
Københavns Vestegns Politi efterforsker anmeldelserne og har skærpet patruljeringen og opmærksomheden i området.
- Jeg beder også områdets forældre øge opmærksomheden og fraråde deres børn at tale og følge med fremmede. Det er også en god idé at flere børn følges ad, hvis det er muligt, siger politikommissæren.
Også Gladsaxe Kommune advarer borgerne mod manden på deres hjemmeside, hvor de samtidig opfordrer forældre til at tage en snak med deres børn om, at de ikke skal gå eller tale med fremmede.
Efterlysning
Den efterlyste mand beskrives som:
En mand med dansk udseende, som formentlig er 60 år eller ældre, 170-180 cm høj og almindelig til kraftig af bygning.
Han har gråt/lyst fuldskæg og briller. Han kan være iført en beige eller sort jakke/frakke, mørke bukser, sorte handsker og udtrådte snøresko. Han virker usoigneret.