Politiet advarer mod 'døve' svindlere i butikscentre

Nordsjællands Politi har modtaget flere anmeldelser om svindlere i butikscentre, der udgiver sig for at være døve indsamlere

Nordsjællands Politi har modtaget flere anmeldelser om svindlere, der udgiver sig for at indsamle penge til døve. De opholder sig ofte i indkøbscentre.

Det skriver Sjællandske Nyheder.

I sidste uge kontaktede en kvinde politiet efter en tur i Smørum Centret. Her havde et yngre par henvendt sig til hende, og de skulle have udgivet sig for at være døve og bedt kvinden om penge.

Nye metoder
Ifølge Christian Marcussen, der er politikommissær hos Nordsjællands Politi er det blot én af mange metoder, svindlerne benytter sig af.

- Vi får jævnligt anmeldelser fra folk, der bliver antastet af de her mennesker, som enten udgiver sig for at være døve, eller som samler ind til et falsk formål.

- Det sker typisk ved indkøbscentre, hvor der er mulighed for at træffe mange mennesker, for mange hopper jo ikke på det. Mange har en fornuftig skepsis i forhold til det her, og derfor har tyvene måske behov for at tale med mange, før de kan få det ud af det, de vil.

Politiet har mistanke om, at der er tale om østeuropæiske gerningsmænd, og at de spiller døve kan være en smart måde for dem at undgå at kommunikere på dansk.

Vær opmærksom
Møder man indsamlere, og er man i tvivl om, hvorvidt de har rent mel i indsamlingsbøtten, så kan man med fordel spørge, om de har en tilladelse, eller kigge efter om de deler materiale ud for den organisation, de påstår, de samler ind for.

- Vi har set eksempler på nogle af de her Hus Forbi-sælgere, som typisk har en synlig tilladelse. Nogle af dem har den hængende om halsen.

Har indsamleren ikke en synlig tilladelse, kan man spørge, om vedkommende har én. Og ellers er budskabet fra politikommissæren meget klart: Tøv ikke med at ringe til politiet.

- Og hvis man synes, der er noget mistænkeligt, så skal man bare ringe til os, for vi vil jo gerne tale med de her mennesker.