Politiet advarer mod selvtægt: Private 'efterlyser' mistænkt

På sociale medier udloves en 'dusør' på 60.000 kr. i voldssagen fra Horsens. Politiet tager afstand fra 'efterlysningen', der kan føre til selvtægt

Politiet spærrede en del af det centrale Horsens af, mens de undersøgte sagen, heriblandt en sort BMW, i tirsdags.

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

Mens politiet eftersøger en 24-årig mand, der mistænkes som fjerde gerningsmand til overfaldet i tirsdags på en 20-årig mand i Horsens - som er erklæret for klinisk død - breder en uofficiel efterlysning af en navngiven mand sig på de sociale medier.

Politiet har ikke efterlyst den 24-årige offentligt. Men 'efterlysningen' på de sociale medier navngiver en mand og udlover en 'dusør' på 60.000 kr. for at fange ham. Dusøren er de seneste dage vokset fra 20.000 til 60.000 kr.

Sydøstjyllands politi tager stærkt afstand fra 'efterlysningen' og 'dusøren', der kan tolkes som en opfordring til selvtægt.

Til Horsens Folkeblad siger vagtchef hos Sydøstjyllands politi, John Skjødt:

- Vi er godt klar over, at der florerer nogle opslag på Facebook omkring sagen på Nørretorv. Vi tager stor afstand fra disse opslag. Vi efterforsker stadig sagen fra Nørretorv, så vi opfordrer alle til at lade politiet gøre deres arbejde. Det er vigtigt, at det ikke er gadens parlament, der dømmer nogen, siger John Skjødt.

Efterforskningsleder, vicepolitiinspektør Lars Peter Madsen, bekræfter overfor Ekstra Bladet, at den formodede fjerde gerningsmand endnu ikke er anholdt - men han ønsker ikke at kommentere opslagene på de sociale medier.

'Klinisk død'
Den 20-åriges tilstand er stadig yderst kritisk. Han er erklæret for klinisk død, men hans hjerte slår stadig, så han er ikke død i lovens forstand.

Derfor er de tre unge, der sidder varetægtsfængslet for overfaldet, heller ikke endnu sigtet for drab eller vold med døden til følge, men alene for grov vold og frihedsberøvelse af den 20-årige.

De sigtede er 21, 28 og 29 år. De nægter sig skyldige. Alle er fængslet frem til 9. juni.

De sigtes for i forening tirsdag 11. maj ved 16.25-tiden at have overfaldet den 20-årige i Sølvgade i Horsens. Han blev blandt andet slået i ansigtet og fik peberspray.

Han blev lagt bevidstløs ned i bagagerummet på en BMW, der kort efter forulykkede på Nørretorv i Horsens, da bilen ramte en sten. Gerningsmændene flygtede, blev samlet op af en bil, og politiet fandt den 20-årige livløs i bagagerummet.

Den 20-årige havde hjertestop og ved 21-tiden samme aften blev han på Skejby Sygehus erklæret for klinisk død.

En 28-årig kvinde sigtes for at have hjulpet gerningsmændede på flugt i en bil, men hun er løsladt.

Politiet anholdt først to unge i Vejle-området og fik dem varetægtsfængslet. En 21-årig blev også anholdt i Vejle og varetægtsfængslet i torsdags.

Når den eftersøgte 24-årige, der også er fra Vejle, bliver anholdt, vil politiet også begære ham varetægtsfængslet.

Motivet til overfaldet på den 20-årige menes at være et internt opgør i et kriminelt miljø.