Som en del af kampagnen 'Kør bil, når du kører bil' gennemfører politiet fra i morgen, tirsdag, og i næste uge en landsdækkende kontrol af uopmærksomme bilister.
Der er nemlig alt for mange bilister, som er uopmærksomme i trafikken, når de kører bil. Siden januar har flere end 19.000 bilister fået en bøde for at bruge håndholdt mobil, mens de kørte i trafikken, viser nye tal fra Rigspolitiet.
- Der er uopmærksomhed involveret i omkring hvert tredje trafikdrab på vejene. Alt for ofte stopper vi folk, der roder med mobil, papirer eller noget helt tredje, mens de kører bil. Det er mit indtryk, at danskerne godt ved, de ikke skal gøre de her ting, men de gør det alligevel, fordi de fleste nok tænker, at uheldet ikke vil ramme dem, siger Arne Martinsen, vicepolitiinspektør ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter til Ekstra Bladet.
354 dræbt af uopmærksomhed
Over de seneste fem år har 354 mennesker mistet livet i trafikken i ulykker, hvor de selv eller andre har været uopmærksomme, viser tal fra Vejdirektoratet.
- Det er et stort problem. Vi håber, at politiets kontrol giver bilisterne en reminder om, at de ikke skal være uopmærksomme (når de kører bil, red.). Det er selvfølgelig ikke noget, man kun skal lade være med i uge 40, men kontrollen kan godt være det, der skal til, for at folk også husker at lade være med at gøre det fremadrettet, siger specialkonsulent i Rådet for Sikker Trafik, Pernille Ehlers, til Ekstra Bladet.
Herunder kan du se Rådet for Sikker Trafiks råd til, hvordan du undgår at være uopmærksom, når du kører bil.
- Jeg kan kun tilslutte mig de her råd. Det er nogle rigtig gode bulletpoints, for det er lige det, det her handler om. Jeg kan kun tilføje, at folk generelt skal tænke sig om, når de kører bil, siger Arne Martinsen fra Rigspolitiets Nationale Færdselscenter til Ekstra Bladet.