Politiet angrebet i Gellerup i nat

Uroen fortsatte i Gellerupparken lørdag nat. To blev anholdt for vold mod tjenestemand i funktion, efter der blev kastet sten og skudt med bomberør efter politiet.

Østjyllands politi har igen i nat oplevet problemer i Gellerupparken.

Tre er anholdt efter uroen bredte sig i det vestlige Aarhus sent lørdag aften og nat.

Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

To blev anholdt for vold mod tjenestemænd i funktion, efter der blev kastet sten og skudt med bomberør efter politiet.

- Vores patruljer observerede sidst på aftenen og først på natten mange unge, også meget unge, på gaderne i Brabrand. Der var flere ildspåsættelser i skraldespande og i en enkelt bil, og der blev flere gange kastet med sten efter politiets biler og affyret fyrværkeri på gaden, men ingen politifolk blev ramt, siger fungerede politiinspektør, Gert Bisgaard.

Den tredje blev anholdt for at overtræde ordensbekendtgørelsen.

Ballade siden fredag
Uroen har ulmet i det vestlige Aarhus siden fredag, hvor en 52-årig mand blev skudt i benet af politiet ved en Stram Kurs demonstration.

Første anholdelse blev foretaget klokken 00. 51 i nat, og den sidste blev anholdt 03.07.

Der er tale om unge mænd i alderen mellem 15 og 18 år.

Efter sidste anholdelse melder politiet, at der atter var ro i det vestlige Aarhus.

De tre anholdte er løsladt efter at være blevet afhørt af politiet, men de er fortsat sigtet.

Politiet vil de kommende dage være ekstra synligt til stede i området omkring Gellerupparken.