Politiet arbejder mod uret for at skaffe bedre beviser mod otte ud af 13 terror-mistænkte, der blev anholdt under den store kontra-terror aktion lørdag og søndag i Holbæk og Roskilde.
Fem af de 13 sigtede er blevet varetægtsfængslet ved hemmelige grundlovsforhør. Men dommerne ved retterne i Roskilde og Holbæk fandt ikke beviserne stærke nok mod otte af de mistænkte, som kun fik anholdelsen opretholdt i tre døgn. Alle nægter sig skyldige.
Politiet skal derfor nu enten skaffe bedre beviser mod de otte mistænkte og fremstille dem i retten igen med krav om varetægtsfængsling eller løslade dem senest, når de 72 timers anholdelse udløber.
I Roskilde var det to af de syv sigtede, der fik anholdelsen opretholdt i tre døgn, mens det var alle seks personer, der mandag klokken 21 blev fremstillet ved Retten i Holbæk.
De to som i søndags fik anholdelsen opretholdt i Roskilde Ret, blev i dag fremstillet i et nyt retsmøde ved Retten i Holbæk, hvor politiet forlanger dem varetægtsfængslet.
Det skete under massiv politibevogtning og igen for dobbelt-lukkede døre. Ifølge sn.dk er der tale om en mand og en kvinde.
Fare for flugt
Beviserne mod fem af de terror-sigtede var i søndags til gengæld tunge nok til, at de blev varetægtsfængslet ved Retten i Roskilde frem til 2. marts af hensyn til politiets og PET´s efterforskning af sagen.
To af de fem fængslede blev også sat bag tremmer af hensyn til risikoen for, at de vil flygte. Det fremgår af retsbogen fra grundlovsforhøret.
De første syv sigtede, tre kvinder og fire mænd, blev anholdt kort tid efter hinanden lørdag aften.
Alle anholdte er sigtet efter den ’tungeste’ terrorparagraf i straffeloven 114 stk. 1, der handler om terrorisme ved eksempelvis drab eller sprængninger. Straffen går op til livsvarigt fængsel.
Ved den langvarige kontra-terror aktion deltog PET, Aktionsstyrken, Forsvarets bomberyddere, EOD, og Kemisk Beredskab.