Meldingen fra politiet er soleklar.
- Det er alvoligt. Derfor er det vigtigt, at man snakker med sine ælde pårørende om denne her trussel.
Sådan siger Torben Svarrer, politiinspektør, National enhed for Særlig Kriminalitet.
Kommentaren kommer, efter at en 87-årig kvinde er blevet offer for såkaldt ældresvindel. Kvinden er fra Karlslunde, og mandag anmeldte hun, at hun var blevet fuppet af en falsk bankmedarbejder.
Den falske bankmedarbejder havde over telefonen meddelt, hun i løbet af en timelang samtale var blevet overtalt til at oplyse både indestående på sine konti samt koden til sit dankort.
Efterforskningen i denne nye sag indgår i efterforskningen af andre tilsvarende sager, hvor især ældre borgere er blevet kontaktet af falske bankmedarbejdere og fuppet til at udlevere f.eks. dankortet med tilhørende pinkode.
Politiet har tidligere forklaret, at gerningsmændene målrettet går efter de ældre. I den forbindelse beskrev politiet over for Ekstra Bladet, hvordan at de specialuddannede svindlere har en drejebog, de følger. Her anvendes samme teknikker, som telemarketing gør brug af.
Politiet har tidligere givet følgende kontante råd til, når svindlerne henvender sig. Smæk røret på! lyder rådet.
I den aktuelle sag udleverede kvinden sit dankort til et mandligt 'bankbud', der troppede op hjemme hos kvinden.
Han beskrives således: 30-35 år, lys i huden, ca. 180 cm høj, kraftig af bygning, kort, brunligt hår, iført mundbind, vindjakke og bukser. Han talte dansk ved afhentningen af dankortet, som blev udleveret i en kuvert.
En politipatrulje foretog en afhøring af den 87-årige, der kunne oplyse, at der efterfølgende uberettiget var hævet 5000 kr. fra hendes bankkonto inden spærringen af det udleverede dankort.
Politiet har nu optaget rapport om bedrageriet, hvor efterforskningen umiddelbart viste, at det anvendte mobiltelefonnummer var et såkaldt taletidskort.