To drenge og en midaldrende mand bliver i tre separate meddelelser efterlyst af politiet.
To af sagerne omhandler personer fra hovedstaden, mens den tredje efterlysning kommer fra Nordjyllands Politi.
Alle tre efterlysninger er udsendt natten til mandag.
I Nordjylland drejer det sig om en teenager fra Frederikshavn. Her forlod en 15-årig dreng lørdag sin bopæl. Siden har hans familie ikke set ham, og han har heller ikke givet lyd fra sig i form af telefonopkald.
Nordjyllands Politi beskriver ham som "dansk af udseende, 175 centimeter høj, almindelig kropsbygning og brunt kort hår". Han var iført jeans, en hvid T-shirt med knapper, en sort softshell jakke og røde sko.
I København er politiet på udkig efter to personer. Den ene er en dreng på 12 år af afrikansk afstamning. Han er ikke set siden søndag ved 18-tiden, hvor han forlod en adresse på Thorsgade på Nørrebro.
Politiet skriver i en besked på Twitter, at drengen er cirka 165 centimeter høj, mørk i huden og med kruset hår i armycut. Han er klædt i en sort jakke, blå jeans og Nike-sko.
Desuden leder politiet efter en 51-årig mand, som klokken 02 er bortgået fra Amager Hospital. Han beskrives som "lille og spinkel". Manden, der "virker forvirret", er iført cowboybukser og en sort skindjakke.