Julestegen kan være en blodig sag at håndtere.
Det oplevede en politipatrulje, da de juleaftensdag blev kaldt ud til noget, der i første omgang så ud til at være en alvorlig en af slagsen.
En beboer i en ejendom på Gl. Vardevej i Esbjerg havde observeret blod, og det fik politiet til at sende en patrulje ud i opgangen. Heldigivis var det ikke noget alvorligt.
- Klokken 07.08 i morges blev vi kaldt ud til adressen. Patruljen følger blodsporet op til en dør, hvor vi så banker på.
- Heldigvis viser blodet at stamme fra en julesteg, så det var ikke så alvorlig, som det nogle gange er, siger vagtchef i Syd- og Sønderjyllands politi Søren Strægaard til Ekstra Bladet.
Vagtchefen fortæller, at politiet altid tager den slags sager alvorligt, men i denne omgang kunne de hurtigt konstatere, at det bare var en familie, der havde kæmpet med julestegen.