En kortvarig efterforskning førte i går til, at politiet standsede en tysk indregistreret bil på Nørrebro.
Bilen - af mærket Mercedes - mistænktes for at være blevet brugt i forbindelse med indsmugling af hash og narko til Danmark, fortæller Flemming Madsen, chef for Efterforskningsfællesskabet Særlig Efterforskning Øst.
Her viste føreren af bilen sig at være en 39-årig hollandsk statsborger.
I forbindelse med, at politiet havde standset luksusbilen, kom en dansk 30-årig mand til stedet. Og politiet vurderede, at den pågældende kendte til køretøjet og hollænderen. Og derfor blev han også anholdt. Det er politiets opfattelse, at han har relation til bandegrupperingen LTF.
Det viste sig, at han havde knapt en halv million kroner på sig.
Ved efterfølgende ransagninger på forskellige adresser fandt politiet forskellig valuta svarende til godt 380.000 kr samt en pengetællemaskine og en mindre mængde hash.
Flemming Madsen fortæller. at bilen nu skal undersøges, ligesom de to anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør i Københavns Byret, hvor de sigtes for indsmugling og handel med hash.