Det var en sortklædt mand på en sort scooter og med en karakteristisk sort styrthjelm, der mandag dræbte en 24-årig mand i Korskærparken i Fredericia med skud i brystet. Det skriver Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Derfor beder Sydøstjyllands Politi nu borgere i og omkring Fredericia om hjælp til at identificere manden på scooteren. Samtidig har de offentliggjort et billede af manden.
Rystet efter skuddrab: Dræbt ung mand var kendt i kvarteret
Politiet vil gerne have hjælp med følgende spørgsmål:
'Så du i går – eller i dagene forud manden med styrthjelmen i og eller omkring Fredericia?
Så du scooteren parkeret med styrthjelmen? Hvor?
Ved du i forvejen, hvem der har en sådan styrthjelm eller scooter?
Ved du, hvor hjelmen og/eller scooteren er nu?
Kort sagt – vi skal have identificeret og senere fanget denne gerningsmand til drabet,' skriver politiet i en pressemeddelelse.
Styrthjelmen beskrives som en karakteristisk sort/hvid styrthjelm med åbent visir. Hjelmen er sort i siderne, og med hvid lodret stribe i midten, hvidt vandret logo/skrift på siden af hjelmen.
Efter skuddrab: Her er politiets frygt
Scooteren beskrives som sort med tændt baglys på gerningstidspunktet, to sidespejle og muligt sort/hvid fælg på forhjul
Den mistænkte gerningsmand beskrives som iført sorte bukser med hvide markeringer lige under knæet. Sort jakke med hvide markeringer ved albuen. Sorte sko med hvid sål og hvidt logo, formentlig Nike, på siden. Iført sort/hvid karakteristisk styrthjelm med åbent visir.
Samtidig oplyser politiet at de to, der fortsat sad anholdt fra gårsdagens indsats, vil blive løsladt i løbet af eftermiddagen.
'Sigtelserne imod dem opretholdes, men Sydøstjyllands Politi ønsker ikke i dag at oplyse indholdet af sigtelserne,' skriver politiet.
Drabet har betydet, at politiet har oprettet en visitationszone i byen.
'Denne hændelse i Korskærparken og igangværende konflikter betyder, at politiet vurderer, at der er risiko for yderligere alvorlige voldelige opgør i områderne,' skriver politiet, som altså derfor i en periode vil have mulighed for at foretage stikprøver blandt personer uden at have en konkret mistanke om noget kriminelt forhold.