Politiet: Hundredvis af sager i uge 29

Nordjyllands Politi havde en massiv kontrolindsats i uge 29, hvilket førte til hundredvis af sager med blandt andet sprit- og narkokørsel

Nordjylland er et populært feriemål om sommeren, ikke mindst i uge 29, hvor den såkaldte 'Hellerup-uge' også løber af stablen i Skagen.

Nu gør Nordjyllands Politi regnskabet op fra sidste uges massive kontroller i hele politikredsen.

Færdselsafdelingen har noteret 464 færdsels- og registrerings-/afgiftssager.

Heraf førte 382 af sagerne til sigtelser. 45 af dem handlede om spiritus- eller narkokørsel.

- Antallet, som vi sigter, vil naturligvis hænge sammen med, hvor mange vi rent faktisk standser og kontrollerer, men det ændrer ikke på, at det er særdeles farligt at køre i påvirket tilstand. Man udsætter andre og sig selv for en stor risiko, og bøden er betydelig. Det er både dyrt og farligt, siger politikommissær Thomas Ottesen i en pressemeddelelse fra Nordjyllands Politi.

Han oplyser, at antallet af sager om spiritus- og narkokørsel i og omkring Skagen er lavere end tidligere år, men har en mistanke om, at det skyldes, at barerne skal lukke klokken 2, og at diskotekerne slet ikke er åbne i år.

Af andre eksempler på sager fra sidste uge i politikredsen indgår blandt andet en Mercedes-Benz, der blev beslaglagt med henblik på konfiskation, fordi føreren gentagne gange kørte vognen uden at have førerret.

I Skagen fik tre biler inddraget nummerplader på grund af mangelfuld registrering eller manglende betaling af afgifter. Og på motorvejen ved Aalborg kørte en bilist  på en så skidt måde, at det svarede til flere betingede frakendelser og klip i kørekortet. 

Da betjentene var på stranden ved Blokhus, blev der noteret tre betingede frakendelser og to klip i kørekortet på grund af for høj hastighed. Og fire bilister fik bøder, fordi de blandt andet lavede 'donuts' (bilerne snurrer rundt) i sandet.
 
Også en traktor er med i uge 29-opgørelsen fra Nordjylland, omend  lovovertrædelse ikke lugter meget af ferie. Føreren fik en bøde, fordi de 'wrappede baller' ikke var surret godt nok fast, og der var risiko for at de kunne falde ned til siden og ramme andre trafikanter.