Østjyllands Politi har siden i går efterlyst den 45-årige Lars Hjulmand.
Manden, der er svoger til den kendte tv-mand Kurt Strand, blev senest set i Dronningegade i Raders fredag 2. december klokken 13.20. Han var iført gul sikkerhedsvest og cykelhjelm. Han medbragte sin cykel - en sort Centurion Image herrecykel.
Men nu er der desværre nedslående nyt i sagen. Politiet har valgt at indstille eftersøgningen af den 45-årige mand. Det skriver politiet i en pressemeddelse.
Artiklen fortsætter under billedet

Ifølge politiet har de i den seneste uge søgt efter Lars Hjulmand med både hunde og helikopter, og der er i dag, med hjælp fra Marinehjemmeværnet, gennemført en såkaldt SONAR-søgning af havnebunden på den sydlige del af Randers Havn.
Men uden held.
- Vi har ikke flere efterforskningsmuligheder på nuværende tidspunkt. Derfor har vi valgt at indstille eftersøgningen, indtil vi eventuelt får nogle nye spor at gå efter, siger fg. politikommissær Lau Birk Kristensen.
'Min svoger er forsvundet'
Ligesom politiet har også journalisten Kurt Strand ledt efter den 45-årige Lars Hjulmand. På Twitter skrev han nemlig søndag, at den savnede mand er hans svoger, og at han håber, beboerne i Randers vil kontakte politiet, hvis de ved noget.
Artiklen fortsætter under billedet

- Min svoger Lars er stadig forsvundet - hvis nogen har set hans cykel, så giv politiet besked, skriver han i et opslag søndag efterfulgt af politiets døgnrapport.
Ekstra Bladet har talt med Kurt Strand, der ikke ønsker at udtale sig om sagen.
Afhængig af medicin
Den 45-årige mand er ifølge Østjyllands Politi senhjerneskadet og afhængig af sin epilepsimedicin. Han klarer sig imidlertid fint normalt, men kan efter sin forsvinden have særligt behov for sin medicin.
- Hvis han ikke får medicinen, er det noget skidt. Bekymringen går på, at han har fået det skidt, og ikke kan tage vare på sig selv - især fordi det er så koldt nu, og at han ikke er set siden fredag, sagde vagtchef Christian Riis søndag til Ekstra Bladet.
Personer, der har set Lars Hjulmand - eller har informationer om ham eller cyklen - bedes kontakte politiet på 114.