Flere og flere unge mænd udebliver fra den lovpligtige session. I 2019 var der hele 3694 sager om brud på værnepligtsloven, det er over en firdobling af antallet fra 2010.
Det oplyser Rigspolitiet til Ekstra Bladet.
Den voldsomme stigning i antallet af værnepligtssager er sket, på trods af at politiet slår hårdt ned på overtrædelserne.
Første gang man udebliver, modtager man en bøde på 1000 kroner, anden gang er bøden på 2000 kroner. Hvis man udebliver tredje gang, får man et besøg af politiet og bliver eskorteret til Forsvarets Dag.
I 2010 var der ifølge Rigspolitiet 918 brud på værnepligtsloven. Det tal steg i 2015 til 2089 lovbrud, og i 2019 skete der altså yderligere en drastisk stigning.
Hos Forsvaret har man længe være opmærksom på problemet, der er eksploderet de seneste to år.
- Forsvaret har i 2019 indsendt 550 anmodninger til politiet om fremstilling af unge mænd, der ikke er dukket op til Forsvarets Dag. Det tal var over 1000 i 2018. Vi har været bekymrede over stigningen, efter vi er gået over til digital indkaldelse, men nu går det den rigtige vej, siger Tomas Ilsøe-Mikkelsen, der kommunikationschef hos Forsvarsministeriets Personalestyrelse.
I løbet af de sidste to år har der dermed været over 1500 tilfælde, hvor Forsvaret har bedt om politiets indblanding. I flere af tilfældene har der været tale om anholdelser og efterfølgende eskorteringer til Forsvarets Dag af de udeblevne mænd.
Tilbage til brevet
En af de helt store årsager til stigningen i antallet af sager er, at man i 2015 gik væk fra indkaldelse pr. brev og i stedet gik den digitale vej via e-Boks. En masse nye tiltag er indført på baggrund af de dårlige resultater efter skiftet. Man er blandt andet begyndt at sende gode, gammeldags breve igen.
- Vi har måttet indføre en række tiltag for at nå ud til flere. Det indebærer blandt andet pop op-beskeder til forældrene, og vi er begyndt at sende rykkere ud med brev til de indkaldte, siger Tomas Ilsøe-Mikkelsen.
På landsplan er det altså mere end en procent af de indkaldte unge mænd, der bliver kontaktet af politiet. Selvom man har fået lappet en del af hullet fra 2018, ser man naturligvis gerne, at tallet bliver endnu mindre.
- Vi har forståelse for, at der er tale om nye voksne, der skal vænne sig til, at vigtige beskeder skal læses i deres e-Boks, men vi ser jo gerne, at alle de indkaldte dukker op. Det er bedst for alle parter, siger Tomas Ilsøe-Mikkelsen.
Husk nu at møde op
Østjyllands Politi er en af de kredse, der har været hårdt ramt af udeblevne værnepligtige. Kredsen var tirsdag ude med en påmindelse til unge mænd om at dukke op, når man bliver indkaldt.
- Vi anholder desværre en del unge mænd, der ikke møder op til Forsvarets Dag. Det er der intet forsvar imod! Husk nu at møde op, når du bliver indkaldt - ellers møder politiet op - hos dig, skriver Østjyllands Politi på Twitter.