Østjyllands Politi har tirsdag besluttet at løslade de tre mænd, der er sigtet for at have voldtaget en kvinde på Samsø søndag aften.
Dette skyldes "nye oplysninger i sagen", oplyser politiet til Ritzau.
Mændene er sat på fri fod lidt over tirsdag middag.
Mandag begærede en anklager ellers mændene, der er iranske statsborgere på asylcentret på øen, varetægtsfængslet.
En dommer i Retten i Aarhus afviste kravet og besluttede i stedet at opretholde anholdelsen i tre døgn.
Anklageren kærede kendelsen til Vestre Landsret for at få mændene varetægtsfængslet - men nu har anklagemyndigheden trukket kæremålet tilbage.
I Østjyllands Politi understreger man, at mændene fortsat er sigtet. Men man ønsker ikke at gå i detaljer med hvilke oplysninger, der har fået anklagemyndigheden til at ændre opfattelse af sagen.
Det er en 32-årig kvinde, der har anmeldt sig voldtaget af mændene i sit hjem søndag aften.
Forinden havde hun besøgt asylcentret og her truffet mændene, oplyste politiet mandag.