En mand er mandag eftermiddag blevet anholdt foran Rosengårdcentret i Odense.
Politiet modtog anmeldelser om en truende mand med kniv, der stod foran blå indgang ved indkøbscentret.
Fyns Politi rykkede ud til stedet med en større politistyrke, og de måtte trække deres tjenestevåben.
- En mand stod derude med en kniv og truede, og da vi kom derud, gik vreden ud over politiet. Og så måtte vi have pistolerne frem for at true lidt, og han måtte anholdes, oplyser vagtchef ved Fyns Politi Hans Jørgen Larsen til Ekstra Bladet.
Vagtchefen oplyser også, at der ikke er nogen tilskadekomne, hvilket Fyns Politi også skriver på Twitter.
I opslaget på Twitter skriver politiet også, at 'manden kunne virke psykisk uligevægtig,' og at han blev anholdt efter 'en kort forhandling'.
Hvad, manden skal sigtes for, er endnu ikke besluttet.