Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms på 1224 (alm. takst)
Opdateret: Københavns Politi bekræfter klokken 7.49 på Twitter, at der er tale om en skudepisode, og at der senere vil blive holdt pressebriefing.
Politiet arbejder stadig på højtryk, efter der i nat har været en ny skudepisode på Nørrebro.
Nørrebrogade er lige nu afspærret fra Nørrebro Station og frem til den Røde Plads, og flere sidegader er desuden også bevogtet af politiet.
Flere vidner har i løbet af natten skrevet til Ekstra Bladet, at der er affyret adskillige skud. Meldingerne går på mellem 7-12 skud.
- Jeg er lige kommet hjem, da der bliver affyret en række af skud tæt ved min lejlighed. Jeg tæller mellem 10-12 skud. Jeg har vinduet åbent, så jeg kan høre det helt tydeligt. Der er nogle, der råber 'læg dig ned, læg dig ned'. Også kommer der masser af politi, fortæller Thomas Olesen til Ekstra Bladet her til morgen.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en kommentar fra Københavns Politi, men vagtchefen henviser til kommunikationsafdelingen.
Vagtchef Lars Westerweel bekræfter dog overfor Ekstra Bladet, at man har afspærret en del af Nørrebro.
- Jeg kan ikke sige, hvornår vi bryder op derude, og jeg kan bekræfte, at vi er på stedet. Jeg har ikke yderligere kommentarer, siger han.
Ekstra Bladets fotograf har været på stedet hele natten, og der skulle ligge adskillige patroner samt en pistol på gaden.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Politiets teknikere har i løbet af natten sikrede sig adskillige spor på gaden, og de arbejder stadig derude.
Det er endnu uvist, om der er nogle personer, der er blevet ramt i forbindelse med skudepisoden, og om politiet har anholdt nogle i forbindelse med skudepisoden.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Klokken 6.48 bekræfter Københavns Politi på Twitter, at dele af Nørrebro er afspærret, da man 'undersøger et kriminelt forhold'.
Politiet bekræfter klokken 7.49, at der er tale om en skudepisode, og at der senere vil blive holdt pressebriefing.
Ekstra Bladet følger sagen.