Ved du noget? Tip os på sms 1224 (alm. sms-takst) eller send en mail til 1224@eb.dk.
To mænd ramte 9. juni sidste år frontalt ind i et vejtræ på Langeland i deres bil.
Begge blev de erklæret døde på stedet af en læge - alligevel gik der knap tre timer, før de afdøde blev kørt til lighuset.
Flere ambulancer ankom ellers til ulykkesstedet, men ingen ventede på, at mændene var fjernet fra bilen. I stedet måtte politiet bestille en ligvogn, der først nåede frem 21.20.
De to blev erklæret døde 18.45.
Politiet bankede på hos Kurt: Har du plads til to lig?
'Helt rigtigt'
Det etiske aspekt i at håndtere afdøde korrekt er vigtigt, lyder det fra politiet, der dog ikke mener, der er noget at komme efter i håndteringen af sagen.
- Det er jo et eller andet sted rart for de efterladte at vide, at deres kære er blevet passet godt på efter deres død. Og så skal man også tænke på dem, der passerer ulykken. De skal heller ikke blive vidne til noget ubehageligt, så jeg synes, at de (politimændene, red.) handler helt rigtigt ved at få flyttet dem indenfor, siger Jesper Pedersen, vicepolitiinspektør ved Fyns Politi.
- Hvis det var en af dine kære, der endte med at sidde udenfor i regnen i godt to timer og derefter blev lagt ind på et koldt stengulv i en gammel lastbilgarage, ville du så tænke, at det var godt håndteret?
- Nu er det nok fordi, jeg er politimand og har set lidt af hvert, men jeg ville faktisk synes, at det var rigtig professionelt håndteret.
Artiklen fortsætter under billedet.
Underligt
Region Syddanmark har tidligere oplyst til Ekstra Bladet, at afdøde personer er politiets ansvar, og dermed skal afdøde altså ikke transporteres i en ambulance, men en ligvogn.
Mens regionen efterfølgende har benægtet, at det skulle være tilfældet, så stemmer det godt overens med vidners oplevelse på ulykkesstedet 9. juni.
- Jeg spurgte en på stedet om, hvorfor søren de ikke blev kørt væk i en af de ambulancer, der var herude, men så fik jeg at vide, at de ikke måtte køre med døde i ambulancen. Det var underligt, siger Kurt Hansen, der senere på aftenen gav politiet lov til at placere to ligposer med de omkomne i sin lastbilgarage.
Artiklen fortsætter under billedet.
'Enhver sag har nogle læringspunkter'
Skal Jesper Pedersen anstrenge sig for at finde noget, der ikke var 'professionelt håndteret' i sagen, så er det rustvognens responstid.
- Det er rigtigt, at det tog lang tid. Også for lang tid, før rustvognen kom, siger han, der ikke kan genkende billedet af, at Fyns Politi ofte står med afdøde i det offentlige rum, som de skal rekvirere rustvogne til.
- Normalt oplever jeg, at afdøde godt kan blive kørt væk i en ambulance. Men i den konkrete sag skulle vi lave nogle undersøgelser, og derfor var der ingen grund til, at ambulancerne ventede.
- Så det var jer, der sagde til ambulancefolkene, at de godt kunne køre igen?
- Det, der er vigtigt at sige her, er, at de ikke sidder under åben himmel i bilen, men de er dækket over.
- Hvis man kigger på denne her sag samlet set, ville du så sige, at den overordnet set blev håndteret så godt, som den kunne, eller ville du sige, ’jeg er sgu ked af, at det gik som det gik her?’
- Jeg ville i hvert fald ikke sige, at jeg var ked af, at det gik som det gik. Enhver sag, vi arbejder med, har nogle læringspunkter. Jeg har som sagt ikke selv været på stedet, men overordnet set, så er det her altså håndteret rigtig, rigtig professionelt. Det står jeg gerne på mål for.
Sendte nærmeste vogn
Hos Falck anerkender man, at det tog for lang tid at nå frem.
- Det er lang tid, det må jeg sige. Vores mål er at være fremme så hurtigt som muligt, hvilket er inden for en time. Men det var den nærmeste bil, der blev sendt så hurtigt, som det kunne lade sig gøre, siger Jesper Jakobsen, pressemedarbejder hos Falck.