En mand blev onsdag aften ramt af skud, affyret af politiet. Herefter blev to efterforskere fra Den Uafhængige Politiklagemyndighed straks udkommanderet fra myndighedens hovedsæde i Aarhus.
Det fortæller chefefterforsker Niels Raasted til Ekstra Bladet.
- Vi er i fuld gang med efterforskningen, og de to, der er sendt af sted, har efterforsket hele aftenen og natten og genoptager arbejdet med blandt andet afhøringer klokken 10.00.
Skudepisoden fandt sted i en lejlighed på Hillerødgade 74 på Nørrebro i København omkring klokken 22.00.
Hvad der gik forud for skyderiet og de nærmere detaljer, er fortsat uklart. Mandens tilstand er ukendt.
- Der er foregået en 'politiforretning', sagde Michael Andersen, vagthavende ved Københavns Politi, umiddelbart efter hændelsen.
Mand skudt af politiet i København
Den Uafhængige Politiklagemyndighed varetager efterforskningen af straffesager mod politipersonale og behandler og træffer afgørelse i klager over politipersonalets adfærd.
'Politiklagemyndigheden efterstræber at sikre en retfærdig sagsbehandling for alle involverede og arbejder hverken i borgerens eller politiets tjeneste, men i sandhedens tjeneste. Det vil sige, at hverken borger eller politi vægtes højere end den anden i en sags efterforskning og afgørelse', skriver myndigheden på sin hjemmeside.