Politiet søger hjælp: Parfume og kosmetik for millioner stjålet

Fyns Politi rækker nu ud til borgerne for at få opklaret et større indbrud hos virksomheden Beautycos Aps

Fyns Politi leder med lys og lygte efter gerningsmændene, der slap af sted med parfume og kosmetik for flere millioner kroner fra virksomheden Beautycos Aps i Odense.

Gerningsmændene er stadig på fri fod, og derfor beder politikredsen nu borgerne om hjælp.

Det oplyser Fyns Politi i døgnrapporten og på sin Twitter-profil.

Ifølge vagtchef Sten Nyland har én borger allerede kontaktet politiet.

- Der er kommet en henvendelse, som vi kigger på i øjeblikket, siger Sten Nyland til Ekstra Bladet.

Selve indbruddet fandt sted mandag 30. august mellem midnat og klokken tre om morgenen hos Beautycos Aps på Niels Bohrs Allé 181 i det sydøstlige Odensen.

Stak af i varebil
Det lykkedes gerningsmændene at slippe af sted med genstande for flere millioner. Ifølge politiet kørte tyvene væk i en lys varebil, muligvis en Fiat Ducato eller Renault Master. Der er dog tale om en formodning, og der kan stadig være tale om et helt tredje bilmærke.

På nuværende tidspunkt ved politiet, at gerningsmændene kom kørende ad Ørbækvej, der ligger i den sydlige retning for virksomheden. Ligeledes beretter Fyns Politi, at tyvene gjorde brug af nabovirksomheden Huscompagniets parkeringsplads under indbruddet.

Grøn sæk kan give spor
Politiet fandt en grøn sæk af kraftig plastik på gerningsstedet, som ses herunder.

Artiklen fortsætter under billedet

Politiet håber, at borgere ved, hvor denne, grønne plastiksæk kan være købt. Foto: Fyns Politi
Politiet håber, at borgere ved, hvor denne, grønne plastiksæk kan være købt. Foto: Fyns Politi

Sække af den type bruges ofte til haveaffald, og politiet krydser fingre for, at nogen måske har et bud på, hvor sækken kan være købt. Politiet ved allerede, at den kan købes hos Harald Nyborg og Jem & Fix, men andre bud motages med åbne arme.

Har man oplysninger i sagen, kan Fyns Politi kontaktes på telefon 114.