En pige under 15 år blev 21. august udsat for en voldtægt i Christiansgave Park i Hjørring. En 16-årig dreng blev onsdag anholdt og varetægtsfængslet i sagen, og nu leder politiet efter ét særligt vidne.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Pigen mødtes sammen med en jævnaldrende veninde med den formodede gerningsmand 21. august. De mødtes i Svanelunden, hvorfra de fulgtes til Christiansgave Park, hvor voldtægten fandt sted.
Kan bidrage med vigtig viden
'Vi ved, at der et vidne, som har været i parken samtidig med den 16-årige sigtede og de to piger. Og ud fra vores oplysninger er det vores klare opfattelse, at vidnet faktisk bemærkede de tre personer,' lyder det fra politikommissær og efterforskningsleder hos Nordjyllands Politi Lene Mikel Madsen.
'Vi er meget interesseret i at komme til at tale med vedkommende, for vi er af den overbevisning, at han kan bidrage med vigtig viden til vores videre efterforskning.'
Hun opfordrer derfor det pågældende vidne samt andre, der kan have oplysninger om sagen, til at henvende sig til politiet på telefon 114.
Anmeldelsen om voldtægten i august blev modtaget 21. november, og den 16-årige dreng, der onsdag blev anholdt og varetægtsfængslet i tre uger, er også sigtet for forsøg på voldtægt mod pigens jævnaldrende veninde på et senere tispunkt.