Politiet arbejder fortsat på at klarlægge en sag om skyderi, der udspandt sig søndag eftermiddag i Kalundborg.
Et af de uafklarede spørgsmål, der indgår i efterforskningen, er om episoden eventuelt kan knyttes til en anden skudepisode, der udspandt sig for godt 14 dage siden i Holbæk.
- Dette er selvfølgelig noget, vi undersøger. Men det er for tidligt at slå fast, om de to sager har forbindelse eller ej, fortæller Charlotte Tornquist, kommunikationsrådgiver, Midt- og Vestsjællands Politi.
Politi anholder flere efter skudepisode
Hun oplyser, at politiet modtog anmeldelse om skyderiet kort før kl. 17. Bagefter fandt politiet nogle afskudte patronhylstre på stedet.
Det er sket ved bebyggelsen på Klosterparkvej. Efterfølgende kørte to biler fra stedet. Den ene, vurderer politiet, er identisk med en bil, der efterfølgende blev standset ved Stigs Bjergby, der ligger ved Mørkøv cirka halvvejs mellem Kalundborg og Holbæk.
Charlotte Tornquist fortæller, at der i bilen sad fire mænd, som man kortvarigt anholdt.
- Der er tale om fire unge fra lokalområdet i Kalundborg. Vi har endnu ikke kunnet afklare, hvilken rolle de eventuelt har spillet i forhold til episoden, fortæller hun.
Selve efterforskningen af skyderiet fortsætter i dag. Dette indebærer blandt andet, at området får besøg af politihunde, de skal afsøge området.
Politiets teori: Skød mod unge mænd
I forhold til skudepisoden i Holbæk, så udspandt den sig søndag 9. februar om aftenen i Ladegårdsparken.
Heller ikke denne sag er endnu fuldt belyst.
- Den er fortsat under efterforskning, og det er som som sagt endnu for tidligt at sige, at de to sager kan hænge sammen, men det indgår i vores overvejelser, siger Charlotte Tornquist.