Politiet vil fængsle 28 efter razzia på Christiania

Efter en stor politiaktion torsdag rettet mod den åbenlyse hashhandel i Pusher Street på Christiania fremstilles 28 personer i grundlovsforhør

Politiet vil fængsle 28 efter razzia på Christiania

Klokken halv ni var der igen stille omkring 'fristaden'.

Københavns Politi vil forsøge at få 28 personer varetægtsfængslet efter en stor politiaktion rettet mod den åbenlyse hashhandel i Pusher Street på Christiania.

Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Her fremgår det også, hvad politiet yderligere har fået af resultater ved aktionen.

- Den dynamiske opgørelse viser lige nu, at der er konfiskeret 2 kilo hash, 3 pistoler, 875.000 kroner og værdier i form af blandt andet designermøbler, står der i pressemeddelelsen.

Stor politiaktion på Christiania - flere anholdte

Københavns Politi har ikke flere oplysninger for nuværende, men vender tilbage, når fremstillingerne, der finder sted for lukkede døre kl. 14.00 i Københavns Byret, er færdige.

Københavns Politi slog tidligt i morges til mod en række adresser på Christiania, men også flere andre steder i København, der relaterer sig til handlen med hash på Christiania.