Lige så lille landsbyen Vejrumbro uden for Viborg er, lige så gigantisk er det chok, der har ramt det lille sammentømrede samfund, hvor der bor færre end 400 mennesker.
I går fortsatte et yderst intensivt efterforskningsarbejde af Midt- og Vestjyllands Politi, som hele dagen havde kriminalteknikere både indenfor i et rødstenshus på Østervangsvej og på flere områder udenfor tæt på huset i jagten på brugbare spor i den sag, som har rystet lokalsamfundet.
To søstre på 11 og 14 år blev søndag eftermiddag fundet dræbt i deres eget hjem. Også deres 49-årige mor blev fundet død.
Efterforskningen fortsætter
Politiet formoder, at det er moderen, som har dræbt sine to piger C og M og derefter har taget livet af sig.
- Vi fortsætter de kriminaltekniske undersøgelser resten af dagen. Og så bliver der lavet retsmedicinske undersøgelser for at kunne fastslå dødsårsagen, lød det sidst på eftermiddagen til Ekstra Bladet fra Jim Hansen, vicepolitiinspektør i Central Efterforskning i Midt- og Vestjyllands Politi.
- Vi har også en familie og en del andre, vi skal tage hensyn til, så mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Men jeg kan sige, at efterforskningen fortsætter. Og at vores hovedhypotese stadig er, at kvinden har dræbt de to børn og derefter sig selv, siger Jim Hansen.
Gik på hver sin skole
De to nu dræbte piger gik ifølge Ekstra Bladets oplysninger på to forskellige skoler i lokalområdet.
Mens 11-årige C gik i femte klasse på Møllehøjskolen i Bruunshåb, som ligger cirka fem kilometer fra Vejrumbro, gik 14-årige M i ottende klasse på Hald Ege Skole noget længere væk.
- Det er så frygteligt, hvad der er sket. Og så i sådan en lille by som vores, lyder det til Ekstra Bladet fra en ældre herre, som er født og opvokset i Vejrumbro og aldrig har boet andre steder.
- Jeg hilste faktisk lige på hende (den 49-årige mor, red.) den anden dag henne ved købmanden. Men der kan man jo ikke mærke på folk, om der skulle være noget galt, siger han.
Flagallé gennem byen
Den frygtelige tragedie blev fra først på dagen tavst markeret ved, at den lokale borgerforening opsatte en flagallé hele vejen gennem landsbyen med Dannebrog på halv stang.
- Vi har ikke noget at sige. Ikke nu, i al fald. Folk er alt for chokerede over det, der er sket, siger en kvinde, som kendte de dræbte rigtig godt, og som sammen med sin mand og deres to børn i går eftermiddag var blandt dem, som mødte op ved huset på Østervangsvej for at lægge blomster og tænde lys til ære og minde om den lille familie, som nu ikke er mere.
Midt- og Vestjyllands Politi ønsker ikke på nuværende tidspunkt at udtale sig om et eventuelt motiv for drabene.