Da en mand fra Eslöv i Sverige mandag aften var ude at lufte sin hund, blev han mødt af et frygteligt syn. Han fik nemlig øje på en gruppe teenage-drenge, der angreb adskillige levende ænder med spark. Manden har til politiet forklaret, at det så ud, som om drengene spillede fodbold med de forsvarsløse ænder.
Det skriver flere svenske medier heriblandt Expressen, Aftonbladet, Lokaltidningen og Skånska Dagbladet
Den lokale politibetjent Mats G. Odestål har forklaret følgende til lokalbladet Lokaltidningen:
- Han observerede tre personer, hvoraf to af dem var mest aktive. De sparker på flere ænder. Nogle af ænderne blev ramt af sparkene, mens andre undgik dem, forklarer Mats G. Odestål og tilføjer, at hundelufteren herefter går hen mod teenage-drengene for at konfrontere dem.
- Mindst to af drengene gik frem mod manden og sagde til ham, at de ville sparke hans hund ihjel, hvis han gik til politiet eller ikke forsvandt fra området, forklarer Mats G. Odestål.
Hundelufteren besluttede sig for trække sig tilbage fra konfrontationen. Men inden han forsvandt fra området, lykkedes det for ham at filme de mistænkte dyrplagere.
- Han indså, at det ikke kunne betale sig at stå og skændes med drengene. Og han havde jo fået taget nogle billeder af gerningsmændene. Det var godt gjort, fortæller Mats G. Odestål om dyrplageriet og truslerne, der nu er blevet anmeldt til politiet.
(artiklen fortsætter under billedet)
Lokalbetjenten Mats G. Odestål har forståelse for, at episoden har fået så stor medieopmærksomhed i Sverige.
- Det er jo en forbrydelse, man bliver meget berørt af. Der findes næsten ikke ord for det. Man sparker altså ikke på dyr, fortæller Mats G. Odestål, der har store forhåbninger om at finde frem til gerningsmændene:
- Jeg håber, at billederne er gode, så vi kan identificere personerne. Og så må vi ellers ud og lede efter de her drenge, siger Mats G. Odestål.