Bilbrande, trusler, våbentyveri, hashsalg og kokainhandel.
Det er blot et ganske lille udsnit af de forbrydelser, en 49-årig eks-rocker har erkendt, at han begik sammen med flere af sine tidligere kammerater i Bandidos. Det fremgår af domsudskriften, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.
Den 49-årige blev dømt i sidste uge, hvor han fik 7,5 års fængsel for sin medvirken i i alt 24 forhold. Udover ovenstående inkluderer hans og kammeraternes forbrydelser også indbrud, forsikringsvindel og kobbertyveri, fremgår det af dommen.
Politiets nye sangfugl: Sender Bandidos bag tremmer
Sagen kørte som en tilståelsessag, og den 49-årige, der ikke længere er medlem af Bandidos, har selv fortalt politiet alt, efter han blev anholdt i november sidste år. Sagen er ikke ny, men det er til gengæld omfanget af forbrydelser og medsammensvorne.
I løbet af retssagen har han nævnt navne på mindst 25 personer fra bandemiljøet - heriblandt flere både nuværende og tidligere højtstående medlemmer af Bandidos. Ud over de 25, der er nævnt ved navn, omfatter det samlede kompleks endnu flere figurer.
Tidligere rocker angav kammerater - nu er han selv dømt
Hans forklaring til politiet er blandt andet blevet brugt til at få fængslet to Bandidos-brødre. I alt er omkring 10 personer blevet anholdt som følge af rocker-sangfuglens forklaring fra december og til den seneste anholdelse af brødrene i maj, skriver Tv2.
Mange af sagerne har kørt for dobbeltlukkede døre, hvilket vil sige, at end ikke sigtelserne må se offentlighedens lys. I sagerne er navnet på politiets hemmelige guldfugl desuden fjernet.
Rocker udpeger brødre i stor narkosag
I en anden og hidtil uopklaret sag om et røveri mod en spillehal i Stubbekøbing i 2011, blev tre personer fængslet i maj. Med røveriet, som 'guldfuglen' altså angiveligt har indgående kendskab til, havde mændene håbet at kunne opnå et udbytte på 60.000 kroner, kom det frem i retten.
De slap dog kun afsted med sølle 3000 kroner, skriver Lolland-Falsters Folketidende.