Politiets sigtelse: Forsøgte at drukne voldtægtsoffer

33-årig mand sigtet for at voldtage og derefter forsøge at drukne en 23-årig kvinde i København natten til søndag. Kvinden overlevede ved at spille død

(Foto fra Google Maps)
(Foto fra Google Maps)

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Natten til søndag forsøgte en 33-årig mand at drukne den kvinde, som han tidligere på aftenen havde voldtaget. Det mener Københavns Politi, som har sigtet den 33-årige mand for voldtægt og drabsforsøg.

Manden blev mandag fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten i København.

Overgrebet på den 23-årige kvinde fandt sted mellem klokken 2 og 5.45 natten til søndag den 7. december i en skurvogn på Puggårdsgade ved Kalvebod Brygge. Her voldtog den den 33-årige angiveligt kvinden og slog med knytnævneslag, så hun besvimede.

Hun fik også adskillige hudafskrabninger og blå mærker over det meste af kroppen, kom det frem i grundlovsforhøret.

Ville se hende drukne
Ifølge politiet forsøgte den 33-årige sigtede efterfølgende at drukne kvinden ved at smide hende i havnen ved Kalvebod Brygge. Her stod han ved havnekanten for at sikre sig, at kvinden ikke havde mulighed for at komme op af vandet.

Kvinden overlevede ved at ligge helt stille i vandoverfladen med hovedet nedad, således at den sigtede troede, at hun var død. Hun reddede sig efterfølgende op af vandet.

Havde sexaftale
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger mødte de to hinanden i byen lørdag aften og besluttede i fællesskab, at de skulle have sex. De forsøgte i første omgang at finde et hotelværelse, men uden held, hvorefter de fandt en uaflåst skurvogn ved havnen

Men pludselig gik den 33-årige mand amok og overfaldt kvinden, så hun flere gange mistede bevidstheden, lyder sigtelsen.

Situationen var livsfarlig for kvinden, der både var beruset og meget nedkølet, da hun kom op ad vandet. Hun fik hjælp af forbipasserende, inden hun blev hastet til traumecenteret på Rigshospitalet, erfarer Ekstra Bladet.

Ekstra Bladet følger sagen

Ved du noget? Tip os på 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)