Politifolk spillede narkokøbere på nettet

Hjemmeside solgte kilovis af narkotika, mener politiet. Syv unge mænd er for retten. Hjemmesiden etableret af tre 'IT-nørder'

Hjemmesiden er beslaglagt af dansk og tjekkisk politi. Foto: Ekstra Bladet
Hjemmesiden er beslaglagt af dansk og tjekkisk politi. Foto: Ekstra Bladet

Store mængder hård narkotika og hash strømmede ud til kunderne gennem en dansk platform på internettet, som stifterne af hjemmesiden atlayo.com stillede til rådighed for narkosælgere i Danmark.

Hjemmesiden blev lukket af politiet sidste år i en fælles operation mellem dansk og tjekkisk politi, og nu kører retssagen mod syv mænd i alderen 19 til 30 år, der ved Retten i Roskilde er tiltalt for deres formodede roller i det organiserede narkosalg på nettet.

Tre ’IT’nørder’ på 20, 24 og 30 år er de formodede bagmænd, der har stillet teknikken til rådighed for narkosælgerne, og fire mænd på 19, 20, 20 og 24 er tiltalt for at have solgt mindst 5,3 kilo kokain og godt 10 kilo hash gennem hjemmesiden.

Politiet kalder sagen for ’Operation Green’. Den blev afsløret, da politiet efter kildeoplysninger selv oprettede falske profiler på nettet, hvor betjente spillede interesserede narkokøbere og udførte agent-operationer, hvor der skete kontrollerede narkotika-køb.

Virkede i cirka to år
Hjemmesiden opererede i knapt to år, dels på det ’åbne, dels på det ’mørke’ internet. De tre formodede bagmænd oprettede, administrerede og drev atlayo.com og fastsatte, ifølge anklageskriftet, regler for narkosælgerne, godkendte nye sælgere og brugere og ekskluderede uønskede sælgere og brugere.

De gav udvalgte sælgere særlig status mod betaling, oprettede medlemsskaber i sælgergrupper og i enkelte tilfælde udbød de selv narkotika til salg. Sælgergrupperne hed eksempelvis ’DKdynamite’, ’Snemand00’ og ’Snow Mann’.

Der strømmede kilovis af kokain, MDMA, amfetamin, ecstasy og hash gennem hjemmesiden, mener politiet, der har foretaget præcise beregning af narkosalget. Kommunikationen mellem narkosælgere og købere skete på Wickr under forskellige Wickr identiteter som ’luderlone’, ’anonym1312’ og ’Snemand00’.

Kræver tjekke udvist
Retssagen i Roskilde er begyndt med afhøringer af de syv tiltalte, og det sker fortsat de kommende retsdage. Stifteren har hjemmesiden har erkendt, at han godt vidste, at der foregik ulovligheder på hjemmesiden. ’Sælgergruppen’ har erkendt, at de har solgt narkotika, men i meget mindre omfang end beskrevet i anklageskriftet.

En 20-årig tjekke er den ene af de hovedtiltalte, og han kræves udvist for bestandigt. Han blev anholdt 4. juni sidste år af tjekkisk politi og serveren, der fysisk kørte hjemmesiden, blev beslaglagt. Et par uger tidligere var de to formodede danske hovedmænd blevet anholdt og fængslet bag lukkede døre. I samme retsmøde blev tjekken fængslet ’in absentia’ og efterlyst.