Præst førte politiet til jordiske rester

Kilder fortæller Ekstra Bladet, at politiet afventer dna-undersøgelser

Præst førte politiet til jordiske rester

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

Sognepræsten Thomas Gotthard har ført politiet til det, der formodes at være hans hustrus jordiske rester.

Det fortæller flere af hinanden uafhængige kilder til Ekstra Bladet.

Det skal være sket, da den drabstiltalte torsdag i sidste uge var med politiet på en såkaldt påvisningstur til Sundbylille, få kilometer fra hans og Maria From Jakobsens hjem i Frederikssund.

Her har politiet tidligere oplyst, at de var på stedet i adskillige timer og gjorde 'nye fund' med relation til drabssagen, som er sendt til yderligere undersøgelser.

Ingen kommentarer
Efterforskningsleder Jakob Rahbek har indtil videre ikke villet fortælle, hvad efterforskerne fandt, da de i aften- og nattetimerne udførte tekniske undersøgelser både ved den gamle viadukt, der ligger øde og er omgivet af marker, og på familiens bopæl.

Over for Ekstra Bladet afviser han også at kommentere oplysningerne om, at der er tale om Marias jordiske rester.

- Vi har som sagt ingen yderligere kommentarer til fundene og til sagen generelt på nuværende tidspunkt, lyder det kortfattet.

Heller ikke Thomas Gotthards forsvarer, Jesper Storm Thygesen, vil kommentere gennembruddet.

Maria From Jakobsen beskrives som en omsorgsfuld og kærlig mor, som aldrig ville forlade sine børn frivilligt. Privatfoto
Maria From Jakobsen beskrives som en omsorgsfuld og kærlig mor, som aldrig ville forlade sine børn frivilligt. Privatfoto

Afventer dna-resultater
Ekstra Bladet erfarer, at en større kreds omkring familien er orienteret om fundet.

Når det ikke er meldt offentligt ud, skal det være, fordi at de undersøgelser, politiet lige nu afventer svar på, er dna-resultater, som endeligt skal bekræfte, at der vitterligt er tale om Maria From Jakobsen.

Det var Ekstra Bladet, som fredag kunne afsløre, at den 45-årige sognepræst har tilstået drabet på sin hustru - moderen til to af hans fire børn. Der skal være tale om en fuld tilståelse i sagen, hvor han er tiltalt både for drab og for at bortskaffe liget.

Tidligere drabsefterforsker ved Rejseholdet Kurt Kragh har i generelle vendinger redegjort for, hvilke mulige forklaringer der er på, at præsten pludselig - efter at have benægtet i snart syv måneder - vender på en tallerken og tilstår.

Troede hun var forsvundet frivilligt
Maria From Jakobsen var ansat som psykolog på Holbæk Sygehus, da hun forsvandt 26. oktober sidste år. Til at begynde med troede politiet, at hun var gået hjemmefra frivilligt, blandt andet fordi hendes mand fortalte, hun gik hjemmefra i 'stærkt nedtrykt tilstand'.

Først knap tre uger senere blev han anholdt og sigtet for drab. Dengang kom det frem, at han har foretaget sig flere handlinger, som belastede ham. Blandt andet skal han på internettet have søgt på ord som 'havdybde', 'forsvinden', 'selvmord' og 'olietønder', ligesom han ifølge politiet også var i besiddelse af store mængder af de stærkt ætsende midler kaustisk soda og saltsyre.

Politiet har i månedsvis ledt efter hendes lig både i skovområder, i Roskilde Fjord, på genbrugspladser og krematorier. Specialtrænede politihunde har været sat ind.

Eftersøgningerne har været forgæves, indtil Thomas Gotthard af egen drift valgte at udpege stedet i Sundbylille.