Præst tiltales for drab på forsvunden hustru

I slutningen af oktober sidste år forsvandt Maria From Jakobsen. Hendes mand er nu blevet tiltalt for drab

Få et kort overblik over sagen.

En 44-årig præst fra Frederikssund er blevet tiltalt for at have dræbt sin hustru, som forsvandt i oktober fra familiens hjem.

Det oplyser anklager Anne-Mette Wedell Seerup fra Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.

Præsten - Thomas Gotthard - har været varetægtsfængslet og sigtet for drab siden midten af november. Han har hidtil nægtet sig skyldig, og det gør han stadig, oplyser hans forsvarer Jesper Storm Thygesen til Ekstra Bladet.

Præst Thomas Gotthard er nu tiltalt for drabet på sin kone. Politifoto
Præst Thomas Gotthard er nu tiltalt for drabet på sin kone. Politifoto
 

Liget efter hans hustru er ikke fundet, på trods af at Nordsjællands Politi med hunde og dykkere har afsøgt store områder af Nordsjælland. Man har også undersøgt krematorier og lossepladser.

Efterforskningsleder Jakob Rahbek siger dog til Ekstra Bladet, at man ikke har opgivet at finde Maria From Jakobsen.

- Vi fortsætter ufortrødent, og vi vil stadig lede, hvis der er nogen steder at lede efter hende.

Uanset at der er tale om en drabssag uden lig, har anklagemyndigheden altså fundet mistanken om drab stærk nok til at rejse tiltale.

- Det bygger på en vurdering af de beviser, der er kommet frem under efterforskningen.

- I den forbindelse har jeg fundet, at der er tilstrækkeligt grundlag til at bede retten om at tage stilling til, om han er skyldig i drab, siger Anne Mette Wedell Serup til Ritzau mandag eftermiddag.

Præstens 43-årige hustru, Maria From Jakobsen, forsvandt 26. oktober 2020. Den morgen kørte hun ifølge politiet sine børn i skole, og halvandet døgn senere blev hun meldt savnet.

Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan det er politiets teori, at den 43-årige psykologs skæbne blev beseglet, inden for ganske få timer efter at børnene blev afleveret.

 

Maria From Jakobsen og psykolog og mor til to. Hun forsvandt 26. oktober sidste år. Privatfoto
Maria From Jakobsen og psykolog og mor til to. Hun forsvandt 26. oktober sidste år. Privatfoto

Til at begynde med troede man dog, at kvinden var forsvundet af egen fri vilje, og hun blev efterlyst flere gange. Hendes ulåste bil blev fundet i København med nøglerne siddende i tændingen. Noget fik dog politiet til at rette mistanken mod manden.

Da han blev fængslet, kom det frem, at politiet mente, han havde opført sig mistænkeligt efter konens forsvinden. Blandt andet var det ikke ham, men søsteren, der meldte hende savnet. Derudover har han befundet sig i området, hvor hustruens bil blev fundet - uden at have en god forklaring på hvorfor.

Han har også ifølge politiet lavet internetsøgninger på ordene havdybde, tønder og selvmord, og politiet har fundet store mængder kaustisk soda og saltsyre i hans besiddelse.

Maria From Jakobsen blev oprindeligt efterlyst som værende gået hjemmefra i 'stærkt nedtrykt tilstand'. Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er det hendes mand, der har givet politiet den karakteristik. Hendes søster, der talte i telefon med hende om morgenen, før hun forsvandt, har omvendt forklaret, at den 43-årige psykolog virkede glad.

Kvindens svoger har tidligere fortalt Ekstra Bladet, at familien har været i chok, og at han føler sig ført bag lyset af Thomas Gotthard.

Retssagen begynder 25. oktober. Der er afsat 16 dage til sagen.