Maria From Jakobsen skulle dø, fordi hendes mand ville have fred for hende. Sådan har Thomas Gotthard fortalt i Retten i Hillerød tirsdag. Det kom frem, da anklager Anne-Mette Seerup læste hans forklaring op.
Ifølge præsten selv var det omkring 19. eller 20. oktober, at han begyndte at planlægge mordet på sin hustru. Han havde ikke besluttet sig for at slå hende ihjel, lød det. Men han begyndte at undersøge mulighederne.
- Det lyder forfærdeligt, men det gav mig en form for hobby, har han forklaret til retten om forberedelserne, hvor han begyndte at lave to do-lister til sig selv. Notater om, hvad han skulle stille op med hende.
Sedlerne destruerede han ved at smide dem i pejsen.
Det var ikke det eneste, han gjorde.
* 19. oktober tog han i Føtex og læste etiketter på kemikalier for at afklare, hvad der var mest ætsende.
* 21. oktober købte han en tønde gennem Den Blå Avis.
* 22. oktober søgte han på serien 'Breaking Bad' for at finde det afsnit, hvor en kemiprofessor opløser et lig i syre. Serien guidede ham til, at han skulle bruge en syrefast tønde.
* 23. oktober gemte han et håndskrevet brev fra Maria From Jakobsen.
* 24. oktober kørte han sin cykel til Brønshøj, for at have et transportmiddel, når han ville stille Maria From Jakobsens bil i området.
* 25. oktober fandt han den sten, han ville slå Maria From Jakobsen med.
* 26. oktober slog han hende ned i haven i deres fælles hjem i Frederikssund. Derefter lagde han hænderne over hendes næse og mund, så hun blev kvalt.
Efterfølgende skaffede han liget af vejen ved først at forsøgte at opløse det, partere og til sidst brænde resterne af.
Alt imens kæmpede han en indre kamp med sit eget moralske kompas, forklarede han i retten:
'Men han havde planlagt det hele, og det lykkedes ham at presse sig selv til at udføre det. Maria skulle dø, fordi han ville have fred for hende.'
I tiden op til gerningen havde de to kæmpet i ægteskabet og Thomas Gotthard var med egne ord meget forelsket i sin elskerinde gennem omkring to år.
Han fortalte i retten, at han ikke har gode erfaringer med at blive skilt, så han ønskede ikke at gå gennem endnu en skilsmisse og have to ekskoner.