Præstens forsvarer: Han tog selv initiativet

Nordsjællands Politi har fået et gennembrud i sagen om Maria From Jakobsens forsvinden og skæbne

Politifoto af Thomas Gotthard
Politifoto af Thomas Gotthard

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

 

Det var på Thomas Gotthards eget initiativ, at politiet torsdag gjorde et fund med relation til sagen om Maria From Jakobsen.

Det fortæller hans forsvarer Jesper Storm Thygesen til Ekstra Bladet. Derudover er han dog meget fåmælt.

- Jeg kan bekræfte det, som politiet har meldt ud. Han har af egen drift valgt at udpege et sted, der har interesse for efterforskningen.

Maria From Jakobsen er mor til to. Både familie og venner, Ekstra Bladet har talt med, siger, at hun aldrig kunne finde på frivilligt at efterlade sine børn.
Maria From Jakobsen er mor til to. Både familie og venner, Ekstra Bladet har talt med, siger, at hun aldrig kunne finde på frivilligt at efterlade sine børn.
 

- Er det noget, der stiller ham bedre eller dårligere i forhold til sagen?

- Det kan jeg ikke sige noget om.

- Ligger der nogen form for erkendelse i det, han har fortalt politiet?

- Det kan jeg heller ikke sige noget om.

- Kan du sige, hvad det er, der er fundet?

- Nej, jeg kan kun bekræfte det, som politiet også har meldt ud.

Nordsjællands Politi udsendte fredag formiddag en pressemeddelelse. Her fremgår det, at der er blevet foretaget tekniske undersøgelser i Sundbylilleområdet i aftes og i nat, og at der er 'gjort nogle fund' i sagen.

I pressemeddelelsen står der også, at det er den tiltalte præst, som har udpeget området for politiet, men ikke, at det var på hans eget initiativ.

Efterforskningsleder Jakob Rahbek vil ikke fortælle noget som helst om gennembruddet i sagen.

- Jeg har ingen tilføjelser til sagen, siger han kort.

Maria From Jakobsen forsvandt 26. oktober sidste år. 15. november blev hendes mand og far til hendes to børn sigtet for drabet. Den største udfordring for efterforskerne og anklagemyndigheden har været, at man ikke har fundet noget lig.

Alligevel har politiet i foråret valgt at tiltale manden for drabet. Han nægter sig skyldig.

Siden Maria From Jakobsen forsvandt har politiet sendt flere efterlysninger ud. Efter et længere tovtrækkeri om ophævelse af navneforbuddet, der beskyttede hendes mands identitet, sendte man i december billeder af ham ud i håb om at få vidner til at henvende sig. Det var ifølge en nyere kendelse ikke lovligt.

Politiet har også forsøgt at få vidner til at henvende sig med oplysninger om to forskellige blå fodertønder.