De indsatte i landets fængsler skal kun på en times gårdtur og ellers blive i deres celler 23 timer i døgnet.
Sådan lyder det kontroversielle forslag fra Fængselsforbundet.
Det er bemandingen med fængselsbetjente, der ifølge forbundet halter så meget, at man må indskrænke de indsattes aktiviteter.
- Man må erkende, at vi ikke har personale til at drive fængslerne.
- Så er det vi siger, at vi må lukke de indsatte inde 23 timer i døgnet og kun give dem en times gårdtur og selvfølgelig følge dem til læge, hvis de skal det.
- Det er en dårlig løsning, det erkender jeg, men vi ser ikke andre muligheder, siger forbundsformand Bo Yde Sørensen.
Problemet er ifølge forbundsformanden, at der er alt for få hænder til at tage sig af de indsatte.
- Vi er cirka 2000 fængselsbetjente til 4200 fanger. Vi kommer fra et sted, hvor vi havde 2600 betjente til 3600 fanger.
- Der er ikke fængselsbetjente nok til at drive fængslerne i dag, siger Bo Yde Sørensen.
Det er Kriminalforsorgen, der driver fængslerne, og her har man ifølge forbundsformanden inddraget alt efter- og videreuddannelse for det faste personale.
Senest har man ifølge Bo Yde Sørensen fjernet dele af uddannelsen for prøvebetjentene - de fremtidige fængselsbetjente.
- Vi ved godt, hvad resultatet bliver: Endnu flere der stopper, siger Bo Yde Sørensen.
Kriminalforsorgen har ifølge formanden forsøgt sig med en kampagne i foråret, der skal skaffe flere hænder til faget.
Men uden det store held, vurderer Bo Yde Sørensen.
- Vi mangler et sted mellem 600 og 850 fængselsbetjente. Men på det seneste hold har man kun optaget syv.
- Kampagnen ændrer ikke på, at grundvilkårene for fængselsbetjente er for dårlige, siger han.
Ritzau arbejder på en kommentar fra Kriminalforsorgen.