En gæst på det eksklusive Ritz Hotel i Paris har anmeldt et tyveri af smykker til en værdi af 800.000 euro, svarende til omkring seks millioner danske kroner.
Det skriver The Guardian.
Anmeldelsen kommer fra en unavngiven saudisk prinsesse, der hævder, at smykkerne blev stjålet fra hendes suite fredag.
Fransk politi har oplyst, at smykkerne ikke befandt sig i et pengeskab, og at der ikke var nogen tegn på indbrud i suiten på det luksuriøse hotel, der ligger i et område af Paris, som er kendt for sine mange luksusbutikker og smykkeforretninger.
Det franske politis afdeling for organiseret kriminalitet har nu indledt en efterforskning af tyveriet
Hotel bestjålet - igen
Det er anden gang, at netop dette luksushotel er blevet ramt af langfingrede smykke-tyve.
I januar røvede en bevæbnet bande sig til smykker til en anslået værdi af omkring fire millioner euro, hvilket svarer til svimlende 28,8 millioner kroner. Ved den episode blev smykkerne stjålet fra butikker i det nyligt renoverede Ritz hotel, og ikke fra gæster på hotellet.
Røverne nåede kun lige akkurat udenfor hotellet, før de smed deres tyvekoster under flugten. Alle de stjålne genstande blev sidenhen skaffet tilbage.
Det var ligeledes i Paris, at den amerikanske reality-stjerne Kim Kardashian i oktober 2016 blev frarøvet smykker til en værdi af omkring ni millioner euro, svarende til omkring - og hold nu fast - 67 millioner kroner.
Under røveriet blev hun truet med en pistol, bundet og låst inde på et badeværelse, efter en gruppe bevæbnede mænd tvang sig adgang til hendes lejlighed.
Endnu en tiltalt for brutalt Kardashian-røveri
Politiet sigter fire for voldsomt Kardashian-røveri