Propelfly styrtet i Sverige: Flere dræbt

Politiet oplyser, at flere er omkommet. Der er tale om en propelfly, der bruges til faldskærmsudspring

Foto: Ritzau Scanpix/Per Karlsson/TT
Foto: Ritzau Scanpix/Per Karlsson/TT

Flere meldes dræbt ved et flystyrt ved Örebro i Sverige.

Det oplyser svensk politi, efter at et fly med otte faldskærmsudspringere og en pilot om bord er styrtet ned ved flyvepladsen i Örebro i Sverige.

Klokken 20.53 udsendte politiet i Örebro en opdatering med ordlyden:

- Flere personer er omkommet i flyulykken.

Politiet har endnu ikke præciseret, hvor mange personer, der er omkommet i ulykken.

Meget alvorligt
Det er endnu uvist, hvad der har forårsaget ulykken, skriver Expressen. Flyet har angiveligt fået problemer ved opstart og er styrtet nogle hundrede meter fra flyvepladsen i Örebro.

- Det er en meget alvorlig ulykke. Et totalt styrt. Vi har tilkaldt alt det personale, vi kan få fat på, siger Lars Hedelin, der er pressetalsmand hos det lokale politi i regionen Bergslagen, hvor ulykken har fundet sted, ifølge Expressen.

Ulykken skete kort før klokken 19.30 torsdag aften.

- Det drejer sig om et fly specielt designet til udspring, som styrtede ned kort efter at være lettet, siger en talsmand for redningsmandskabet, Emil Gustavsson.

Brød i brand
Flyet brød i brand efter styrtet, men branden blev slukket af redningstjenesten på flyvepladsen.

Den svenske avis Aftonbladet og tv-stationerne SVT og TV4 rapporterer, at mindst en til to personer er blevet bragt til et sygehus i ambulance for at få behandling.

Ifølge Expressen har Örebro Kommune oprettet et krisecenter for personer, der har brug for støtte efter ulykken.

Löfven reagerer
Den svenske statsminister har torsdag aften udtrykt sin sorg, skriver Expressen.

- Det er med stor sorg og forfærdelse, at jeg i aften har modtaget de tragiske oplysninger om flystyrtet i Örebro, siger Sveriges statsminister, Stefan Löfven.

- Jeg tænker på ofrene, deres familier og kære i denne meget vanskelige tid. Jeg vil udtrykke min dybeste medfølelse.