Prostitueret fundet dræbt i Oslo: Nu giver politiet sexkunder 'frit lejde'

Flere sexkunder har meldt sig med oplysninger om drabet på den bulgarske prostituerede Galina Sandeva

Galina Sandevas familie er underrettet om situationen. (Privatfoto)
Galina Sandevas familie er underrettet om situationen. (Privatfoto)

Norsk politi er på bar bund i sagen om den 28-årige kvinde Galina Sandeva, der torsdag aften blev fundet dræbt i sin bil.

Men nu har flere sexkunder meldt sig med oplysninger om den prostituerede kvinde.

Det skriver norske VG.

Ifølge avisen har politiet ikke fået ret mange konkrete henvendelser fra eventuelle vidner. Derfor har de taget alternative midler i brug og indført en form for frit lejde for sexkunderne, der ikke skal frygte at blive retsforfulgt, hvis de står frem.

- Vi har fået en del respons, på det som vi har bedt om, men vi ved stadig ikke, hvem der står bag drabet.

- Jeg ønsker ikke at kommentere noget specifikt vedrørende kunderne, men vores hovedfokus ligger på at få løst denne sag. Alt er interessant for os, og vi er ikke låst fast på nogen teori endnu, siger efterforskningsleder Grete Lien Metlid til VG.

Udelukker ikke sexkunder
Galina Sandeva fra Bulgarien blev fundet dræbt i sin bil på en parkeringsplads ved havnen i Oslo torsdag eftermiddag. Motivet for drabet er endnu ikke kendt. Politiet modtog anmeldelsen 17.19 torsdag.

Natten til fredag brugte politiet på at identificere kvinden og kontakte hendes pårørende i Bulgarien.

- Vi kan ikke udelukke, at hun har været i en situation med sexkunder eller nogen, som har optrådt som sexkunder, men som har haft andre motiver, siger Grete Lien Metlid til en pressekonference ifølge VG.

Ifølge politiinspektøren er familien indforstået med, at politiet melder den dræbtes navn og billede ud i offentligheden og det faktum at hun er kendt i prostituionsmiljøet. Det beretter norske TV2.

Brutalt drab
Ifølge politinspektøren er der tale om et ganske brutalt drab. Derfor har de brug for offentlighedens hjælp.

- Det er et brutalt drab af en ung kvinde, og vi beder om alle mulige oplysninger om Galina. Vi ønsker information om alle, hun har været sammen med, siger politiinspektøren til norske TV2.

Kvinden var en del af prostitutionsmiljøet og brugte sin bil, hun blev fundet i, til at sælge sex. En blå Fod Fiesta med bulgarske nummerplader.

Sidst Galina Sandeva blev set, var ved Stena Line-kajen omkring 20.30 onsdag aften.