Få dage før den livstidsdømte drabsmand Peter Madsen ventes at tilstå en dramatisk fangeflugt fra Herstedvester Fængsel i oktober sidste år, er hans hustru, Jenny Kurpens, lejlighed i Finland blevet ransaget på anmodning fra dansk politi.
Det skete torsdag morgen.
Af den finske ransagningskendelse, som Ekstra Bladet har set, fremgår det, at det skete på anmodning fra dansk politi, og at den er baseret på 'mistanke om hjælp og støtte til fangeflugten 20. oktober sidste år'. Kendelsen er afsagt af Retten i Glostrup 22. december sidste år.
Det fremgår også, at målet for ransagningen er dokumenter, manualer eller tegninger, der henviser til våbenindustrien eller raketter, samt telefoner og computere.
Ifølge Jenny Kurpen kom fem politifolk, fire mænd og en kvinde, omkring klokken ni om morgenen.
- De tog breve, manuskripter og tegninger, jeg har fået fra Peter. De undersøgte endda min skraldespand og askebægeret på altanen, fortæller hustruen, der er utilfreds med, at de kom ind i hendes hjem og rodede hendes ting igennem, mens hendes lille søn, Peter, var til stede i lejligheden. Uden at fortælle hende, hvad det handlede om, og om hun var sigtet for noget.
Hun ringede også til efterforskeren i den danske sag samt Peter Madsens advokat, Anders Larsen.
Forsvareren, Anders Larsen, fortæller, at politiet har bekræftet ransagningen over for ham, og han har også fået oplyst, at Jenny Kurpen ikke er sigtet i sagen.
Han var ikke blevet orienteret om ransagningen, og selvom kendelsen henviser til flugtsagen, så forventer han ikke, at materialet skal bruges i retssagen mod Peter Madsen på tirsdag.
- De har jo efterforsket, om der er nogen, der har hjulpet ham, og det har de selvfølgelig også gjort med Jenny. Men de har jo droppet den del af sigtelsen mod Peter Madsen, siger han.
Peter Madsens flugt: Dropper én anklage
- Retssagen på tirsdag er planlagt som en tilståelsessag, så den baserer sig alene på Peter Madsens forklaring, så man kan ikke komme rendende med nye sagsakter, og jeg har svært ved at forestille mig, at der kommer noget nyt, siger han.
Københavns Vestegns Politi har ingen kommentarer til ransagningen.
Kan forvente 'langvarigt ekstraordinært sikkerhedsmæssigt regime'