Efter en timelang ransagning på en ejendom i Korsør, kan politiet foretage status.
Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi meldte tidligt i formiddag ud, at man med en ransagningskendelse i hånden ville undersøge en ejendom på Tårnborgvej i Korsør og andre lokaliteter på samme vej.
På en bopæl i ejendommen havde politiet været flere gange tidligere, men ransagningen fandt sted, fordi politiet havde fået nogle nye oplysninger efter den seneste undersøgelse tidligere i oktober på ejendommen.
Imidlertid har ransagningen ikke bragt nyt med sig om den forsvundne teenagepige Emilie Meng, der har været meldt savnet siden den 10.juli.
- Emilie Meng er ikke og har ikke været på adressen, slog politiinspektør Kim Kliver endeligt fast overfor pressen foran en ejendom, som har været genstand for omfattende undersøgelser de sidste timer.
I første omgang havde politifolk i civil bragt koben og spidse jernstænger ind i ejendommen. Boremaskiner, beregnet til at bore i beton, blev bragt om bag huset - ligesom betjente var udstyret med spader og skovle.
Politiet interesserede sig også for kloakdæksler ude på vejen.
Politiet har tidligere i eftersøgningssagen haft afspærret store områder, som de har gennemgået minitiøst. Blandt andet et kolonihaveområde.
Flere gange på samme adresse
Imidlertid har politiet nu været flere gange på samme adresse på Tårnborgvej. Ejendommen rummer flere bopæle.
En af beboerne har tidligere sagt til Tv2 Øst, at politiet har haft været i huset flere gange og blandt andet har haft undersøgt det for hulrum og også har haft varmefølende udstyr med. I formiddag, netop som ransagningen gik i gang, ville han blot sige til Ekstra Bladet, at han ikke havde tid til at tale. At han var optaget.
Den beboer har uden i første omgang selv at være bekendt med det været genstand for en strid mellem nogle civile borgere, som har været engageret i eftersøgningen af Emilie Meng.
Heri indgik beskyldninger om, at nogle af de civile på forskellig vis skulle have haft overvåget og aflyttet beboerens hjem, fordi en person tidligere mente at have haft hørt en kvindestemme råbe om hjælp og bankelyde.
De forskellige udmeldinger og striden fik op til efterårsferien, politiinspektøren til at fare i blækhuset og udsende en opsang:
Politiet beskrev, at de i den seneste tid havde oplevet, at borgere i et forsøg på at hjælpe, havde startet deres egen efterforskning.
- Vi henstiller til, at man lader os stå for efterforskningen af den forsvundne Emilie Meng. Det er det, vi er sat i verden for, og vi har både redskaberne og uddannelsen til det, sagde politiinspektør Kim Kliver og fortsatte:
- Vi vil derfor gerne appellere til, at man tænker sig rigtig godt om, inden man begynder at løbe med løse rygter. Det skader såvel efterforskningen som Emilies pårørende. Vi arbejder fortsat intensivt med at finde ud af, hvad der kan være sket den 10. juli. Og vi har stadig flere retninger vi kan bevæge vores efterforskning i.