Rapport: Selvmord på særlig sikret ungdomsinstitution

Beboeren var den pågældende dag vurderet til ikke at 'være til fare for sig selv eller andre'

En mandlig beboer på ungdomsinstitutionen Egelys særligt sikrede afdeling er 9. december fundet død.

Det bekræfter Socialcenter Lillebælts centerchef, Susanne Peyk.

- Jeg kan desværre bekræfte den tragiske hændelse. Vi har orienteret Socialtilsyn Syd efterfølgende, og de har beskrevet hændelsen i tilsynsrapporten for Egely, siger hun til Ekstra Bladet.

Ifølge hændelsesforløbet, der beskrives i tilsynsrapporten, begik beboeren selvmord på sit værelse ved hjælp af en snor til et badeforhæng.

Beboeren var den pågældende dag vurderet til ikke at 'være til fare for sig selv eller andre'. Beboeren begik selvmord på sit værelse i forbindelse med en pause, der varede 30 minutter.

Slog alarm
Da medarbejderne på afdelingen erfarede, hvad der var hændt, blev der slået alarm og påbegyndt livreddende førstehjælp, hvorefter Falck og politi ankom.

Efterfølgende blev der indkaldt en krisepsykolog, som talte med de involverede medarbejdere og beboerne, står der i rapporten.

Alle pårørende blev lørdag aften orienteret om hændelsen.

Socialtilsynet, der fører kontrol med Egely, har ikke kommentarer til orienteringen, men vil følge op i forbindelse med det næste tilsynsbesøg.

Tragisk hændelse
Centerchef Susanne Peyk mener ikke, at der var noget institutionen kunne gøre anderledes.

- Hvordan kan en person på den særligt sikrede afdeling begå selvmord?

- Det er en tragisk hændelse, som vi er dybt ulykkelige over på institutionen, siger Susanne Peyk.

- Vi har unge, som er selvmordstruede, og dem laver vi massiv opdækning af 24 timer i døgnet. Det er ikke tilfældet i den her sag, for vi har ikke set de tendenser hos den unge, fortæller Susanne Peyk.

- Har I været gode nok til at undersøge den unge?

- Vi tror, at vi har gjort det rigtige i den her sag.

- Hvad mener du med, at I tror?

- Vi er overbeviste om, at vi har gjort det, vi kunne.

- Hvad gør I for at forhindre, at det sker igen?

- Vi får snart besøg af socialtilsynet, som vi skal gennemgå sagen med. I næste uge får vi i gang med at lave en hændelsesanalyse sammen med Børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling, som har haft ansvaret for den psykiatriske behandling af borgeren.    

- Hvorfor er det her ikke kommet frem?

- Vi har ikke noget skjule. Vi kontakter med det samme de relevante myndigheder og rapporten ligger på vores hjemmeside, siger Susanne Peyk.

Kritiseret af Ombudsmanden
I januar 2018 fik Egely kritik fra Ombudsmanden, da det kom frem, at fysisk magtanvendelse ofte blev efterfulgt af isolation, hvilket kun må ske, hvis den unge frygtes at ville skader sig selv eller andre.

Egely er en sikret døgninstitution med 19 beboere i aldersgruppen 12-18 år. Heraf fem særligt sikrede pladser.

Tilbuddet huser hovedsageligt varetægtsfængslede unge samt personer med psykiske vanskeligheder.