Reddet op af iskold fjord

Politi roser redningsmanden

En 21-årig mand var tæt på at drukne, da han tidligt fredag morgen blev reddet op af en forbipasserende.

Den unge mand var styrtet i Limfjorden ud for den nedlagte spritfabrik i Aalborg. Her kæmpede han for at overleve i det iskolde vand. Det lykkedes at få bjærget den 21-årige op på kajen.

Manden, der var beruset, har ikke selv nogen forklaring på, hvorfor han skvattede i vandet.

Vagtchef Per Jørgensen fra Nordjyllands Politi roser den snarrådige redningsmand.

- Hvis ikke den forbipasserende havde opdaget den 21-årige i vandet, var den 21-årige formentlig død. Han kunne nemt have krampet.  Så ville han formentlig være blevet trukket ned under vandet og druknet, siger Per Jørgensen til nordjyske.dk.

Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Nordjyllands Politi.