Regn pumpes væk i Sønderjylland

Beredskabsstyrelsen sender ekstra mandskab til Sønderjylland

Hele grunden omkring Kim Christiansens sommerhus er oversvømmet. (Privatfoto)
Hele grunden omkring Kim Christiansens sommerhus er oversvømmet. (Privatfoto)

Send billeder og video fra regnvejret og oversvømmelserne. Skriv en mail til 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (koster alm. takst)

En måneds regn på et døgn drukner i disse timer store dele af Sønderjylland.

Siden i morges har regnen væltet ned, og Beredskabsstyrelsen har sendt ekstra mandskab til Beredskabscenter Sønderjylland i kampen mod vandmasserne.

- Fem mand er sendt herned fra Midtjylland, og jeg er lige ved at få et overblik over, hvor meget ekstra mandskab, vi har brug for, siger den vagthavende indsatsleder Thomas Frandsen fra Beredskabscenter Sønderjylland til Ekstra Bladet.

Beredskabscenteret er lørdag eftermiddag ude til fire oversvømmede områder.

- Vi er ude med pumper på tre veje i Tønder kommune og et sommerhusområde i Sønderborg kommune, siger Thomas Frandsen.

Et af de berørte område er sommerhusområdet på Hyldemosen på Sydals.

Her har regnmængderne allerede oversvømmet deres sommerhus.

- Det er en katastrofe. Der ligger 200 mm over hele huset, fortæller Kim Christiansen.

Han ejer huset sammen med sin bror, og de har nu opgivet at redde huset.

- Vi fik den første oversvømmelse for ni år siden og har siden renoveret det flere gange, men efter sidste omgang ville forsikringsselskabet forståeligt nok ikke mere, så vi kan  heller ikke klare det økonomiske, siger Kim Christiansen.

Sønderjylland forventes at få omkring 50-60 mm. regn i dag.

Tip os om regnvejret eller send billeder og video. Skriv en mail til 1224@eb.dk eller send en sms til 1224 (koster alm. takst)