Smittetrykket stiger i Danmark. Det samme gør temperaturerne, hvilket får danskerne til at søge udenfor til åndehuller.
Og det er en rigtig skidt kombination.
- Vi er i en situation, hvor smittetrykket stiger, og det er derfor nødvendigt at indskærpe retningslinjerne endnu en gang. Husk at holde afstand og søg mod andre områder, hvis der allerede er mange mennesker, lyder det fra politiinspektør Peter Dahl fra Københavns Politi.
Landets politikredse har siden fredag aften da også haft ekstraordinært travlt med at reagere på anmeldelser fra folk, der føler sig generet af 'musik til ulempe', der er politiets betegnelse for forstyrrende larm fra musikanlæg - uanset om det er i det offentlige rum eller privat, hvor man med de nuværende temperaturer har åbne vinduer.
100 anmeldelser i København
I stort set samtlige kredse har patruljer været sendt ud til adresser for at bede folk om at dæmpe musikken.
Sådan lyder meldingerne i en rundringning, som Ritzau har lavet, til politiets vagtchefer tidligt lørdag morgen.
- Vi har fået over 100 anmeldelser fra klokken 18 og frem til nu med tidsrummet 22 til 02 som spidsbelastning, siger vagtchef Jesper Frandsen fra Københavns Politi lidt efter klokken 6 lørdag morgen.
16 sigtet
- Jeg tror ikke, at vi har haft så mange før på en enkelt vagt. I et enkelt tilfælde, ved Dronnings Louises Bro på Nørrebro, blev et musikanlæg konfiskeret. Desuden er 16 personer sigtet for at forstyrre den offentlige orden, og 17 har fået påbud om at skrue ned, oplyser han.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har patruljer ved Kødbyen på Vesterbro i København ligeledes konfiskeret soundbokse.
Ingen bøder
I Nordsjælland modtog politiet 25 anmeldelser om musik til ulempe.
- Stor set alle har skruet ned, når en af vores patruljer har været forbi. Der var et sted i Charlottenlund, som en patrulje måtte forbi to gange, før budskabet blev opfattet, men vi har ikke udskrevet bøder eller beslaglagt musikanlæg, siger vagtchef Christian Kobbernagel.
Hos Midt- og Vestsjællands Politi kan hans kollega Henrik Møller Nielsen fortælle om et beslaglagt anlæg i Lejre Kommune og samlet over ti anmeldelser.
Sydsjællands og Lolland Falsters Politi har endnu ikke gjort status op for nattens klager over for høj musik, mens Københavns Vestegns Politi har haft 23 af den slags anmeldelser.
- Der er ikke delt bøder ud eller konfiskeret anlæg, oplyser vagtchef Lars Guldborg.
'Skanderborg light'
I Jylland har telefonerne også kimet på politistationerne.
- Der har været mange anmeldelser, især i private haver. Nogle har syntes, at de skulle holde en 'Skanderborg light', fordi festivalen skulle have fundet sted i disse dage, siger vagtchef Torben Wind fra Sydøstjyllands Politi.
- Vi har haft cirka 34 anmeldelser siden klokken 18 i går aftes. I cirka en tredjedel af tilfældene har vi måttet bede folk om at skrue ned. Men generelt har folk været gode til at lytte til os.
Nødt til at rykke ud
Nogenlunde samme antal har Midt- og Vestjyllands Politi haft travlt med.
- Der har absolut være mange anmeldelser. Mellem 30 og 40. Især omkring midnat og timerne før og efter. Det har både været fester hjemme i haven og i parken, siger vagtchef Simon Selkjær.
I Nordjylland opfordrede politiet tidligt fredag aften på Twitter til, at borgere weekenden igennem 'fester med omtanke'.
Men det lader ikke til, at nordjyderne er særlig meget på Twitter. For i politikredsen har der 'minimum' været 32 anmeldelser, og politiet har været nødt til at rykke ud til de fleste, siger vagtchef Jesper Sørensen.
Østjyllands Politi har haft 'en del' anmeldelser og i et tilfælde haft bødeblokken frem for brud på ordensbekendtgørelsen.