Kender du til alvorlige fejl i Kriminalforsorgen eller politiet, så kontakt journalisten ae@eb.dk
26-årige Adan Tirow kom aldrig hjem nytårsnat.
Han blev knivstukket i ryggen på åben gade ved Borchs Gård i Kolding klokken fem om morgnen 1. januar. Han liv stod ikke til at redde.
Men den 35-årige mand, der er sigtet for at have dræbt 26-årige Adan skulle slet ikke have været på fri fod, hvis Kriminalforsorgen ikke havde begået 'alvorlige fejl'.
Den sigtede var tre måneder inden drabet idømt et år og otte måneders fængsel for en grusom mishandlingssag og skulle derfor have været bag lås og slå, da den 26-årige blev myrdet.
I stedet havde han fået bevilget uledsaget udgang på grund af den fejlfulde sagsbehandling. Det er erkendte Kriminalforsorgen i en pressemeddelelse fredag.
Den drabssigtede nægter sig skyldig, og hans forsvarer Jørn Brandenhoff Schmidt ønsker ikke at kommentere sagen. Ekstra Bladet har forgæves forsøgt at få kontakt til den dræbtes pårørende.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Afviser at gå i detaljer
Direktør i Kriminalforsorgen Ina Eliasen afviser i et interview med Ekstra Bladet at gå i detaljer med, hvilke fejl der er begået i den specifikke sag.
Hun fortæller, at de ikke har valgt at kigge på de konkrete medarbejdere, men har rettet fokus mod det strukturelle og iværksat initiativer.
Blandt andet er man gået i gang med at gennemgå sager, ligesom man vil udarbejde ’let tilgængelige tjeklister’.
Den lange række af nye tiltag tyder altså på, at skruen skal strammes gevaldigt.
– Vi laver tusindvis af afgørelser hver dag, og der er ikke fejl i dem. Men det er jo ligegyldigt, når der én fejl, der er så alvorlig som den her. Derfor er vi nødt til at endevende alt, siger Ina Eliasen.
– Men hvordan kan man så sikre sig, at de her nye tiltag er nok?
– De nye tiltag, vi kommer til at sætte i gang på baggrund af den her redegørelse, de er jo målrettet de fejl, vi ser, at der er sket i denne sagsbehandling. Så det er det, vi vurderer, at der skal til, for at vi ikke kommer til at stå i den her fuldstændig forfærdelige situation igen.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Vil følge sagen
Retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) har endnu ikke læst redegørelsen, men vil følge sagen tæt:
’Det er en ulykkelig sag, hvor der tilsyneladende er sket fejl. (...) Jeg kan forstå, at Kriminalforsorgen strammer op på nogle ting, og hvad det er, ser jeg frem til at få klarhed over. Jeg havde en bekymring for, at presset på Kriminalforsorgens ressourcer betyder flere fejl, og det er et politisk ansvar at afhjælpe. Det vil jeg også forsøge at få svar på', skriver hun til Ekstra Bladet.
Presset på Kriminalforsorgen, SF-politikeren omtaler, har brancheorganisationen Fængselsforbundet råbt højt om i årevis.
Artiklen fortsætter under ...
’Ulykkelig sag’
Justitsminister Peter Hummelgaard (S) udtaler i et skriftligt svar til avisen:
’Det er en ulykkelig sag, som berører mig meget på vegne af ikke alene offeret, men også offerets familie og pårørende.'
Kriminalforsorgen har konstateret, at der desværre er begået alvorlige fejl i sagsbehandlingen, før den sigtede fik udgang. Det kalder naturligvis på, at Kriminalforsorgen styrker sikkerheden i denne type sager. Sagsbehandlingsfejl af så alvorlig karakter må ikke ske. Kriminalforsorgen har meddelt mig, at arbejdet allerede er sat i gang, og jeg har en klar forventning om, at der løbende bliver fulgt op på indsatsen.’
Peter Hummelgaard har fredag ikke haft mulighed for at lave et uddybende interview, hvor Ekstra Bladet ønsker svar på, hvordan man politisk vil sikre, at der er de nødvendige ressourcer til at gennemføre Kriminalforsorgens initiativer.