25 hundehvalpe måtte aflives, da politiet stoppede en varebil ved den dansk-tyske grænse og fandt hvalpene i bure siddende i afføring og urin i august 2020.
Nu sidder den ene af de to mænd fra varebilen på anklagebænken, tiltalt for overtrædelse af dyreværnsloven.
Mere konkret lyder tiltalen på manglende tilladelse og sundhedscertifikat, uforsvarlig transport af dyr samt transport af dyr under otte uger uden deres mor.
Det skriver JydskeVestkysten.
Intentioner om videresalg
I en pressemeddelelse, som Syd- og Sønderjyllands Politi sendte ud efter fundet, skrev de, at den nu tiltalte på ulovlig vis havde forsøgt at importere hundehvalpene fra Polen til Danmark med henblik på videresalg.
Fødevarestyrelsen blev tilkaldt, og ifølge dem havde manden ikke registreret sig som hundehandler hos styrelsen, og hundene havde ikke de lovpligtige dokumenter eller sundhedscertifikater.
Ifølge JydskeVestkysten kom det frem i retten, at der i flere af burene havde været afføring og urin, men dette kunne den tiltalte ikke genkende.
Han nægter sig skyldig i alle anklager og har ifølge JydskeVestkysten forklaret, at han ingen intentioner havde om at bryde loven, og at han havde planer om at give nogle af hvalpene til familien, mens han ville sælge de øvrige til venners venner.
Fik mulighed for at sende dem retur
Den tiltalte, som er herboende polsk statsborger, fik faktisk mulighed for at sende de 25 hundehvalpe til Billund Lufthavn, hvorfra de kunne blive fløjet til Polen og få de nødvendige papirer bragt i orden.
Men det havde han ikke råd til, og derfor var hundene strandet ved grænsen mellem Tyskland og Danmark.
De kunne nemlig heller ikke køres retur til Polen, fordi det ville være ulovligt af Danmark at sende dyrene tilbage gennem Tyskland, eftersom hundene ikke havde en rabies-vaccine, som dyr efter tysk lov skal have, hvis de skal transporteres i landet.
Derfor blev de 25 hundehvalpe i stedet aflivet af en dyrlæge.
Risikerer bøde på 75.000
Til Ritzau forklarede veterinærchef Signe Hvidt-Nielsen fra Veterinær Syd i 2020, at aflivningen i bund og grund blev gennemført, fordi man grundet de manglende dokumenter ikke vidste, hvor hundene kom fra.
- Det vil sige, at de potentielt kan være smittet med rabies. Den risiko kan vi ikke leve med i Danmark, sagde hun.
Der ventes at falde dom i næste uge, og den tiltalte risikerer en bødestraf på 75.000 kroner.